Tilskuerne strømmer til de danske stadioner i denne sæson, når der sparkes op for 90 minutters fodbold i Superligaen.

Hele 8.159 personer lyder det gennemsnitlige tilskuertal på efter de 11 færdigspillede runder. Det højeste gennemsnit, der har været siden 2009/2010-sæsonen, og det er en udvikling, som vækker begejstring hos Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

»Interessen for Superligaen er meget, meget stor. Vi har selvfølgelig også haft en utrolig spændende sæsonafslutning på sidste sæson, og det betyder traditionelt også, at vi får en god start tilskuermæssigt på den sæson, der følger efter.«

»Vi glæder os over, at der er så gode tilskuertal, og at klubberne har skabt så gode forhold for vores fans. Samtidig har vi en spændende turnering, så fans gerne vil komme,« siger han.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det har dog ikke altid været lige let at tiltrække tilskuere til Superligaen.

Fra 2016 og helt frem til sidste sæson, som selvfølgelig var alvorligt påvirket af covid-19, har ligaen tilskuertalsmæssigt været nede i et dybt hul. Derfor håber Claus Thomsen, at de nye forbedrede takter kan fortsætte.

»Jeg ved, at klubberne arbejder rigtig meget på det. Og det er sådan, at det, at der er mange tilskuere, det forbedrer tilskueroplevelsen for mange, og så får man lyst til at komme igen. Det kan man håbe er blivende, og det tror vi da også, at det kan være. For Superligaen er jo en utrolig spændende turnering, som holder en meget høj kvalitet,« siger han.

I 2020 fik Superligaen et nyt 'udtryk', da ligaen blev reduceret fra 14 til 12 hold. En turneringsudvikling, der byggede oven på ændringen af turneringsformatet i 2015, hvor der blev introduceret et slutspil.

Denne forandring kan have været den afgørende brik i tilskuerboomet.

»Vi har en finale efter 22 runder, og det gør, at der er rigtig meget at spille om for alle klubber i hele turneringen. Man kan – så at sige –sige, at klubberne, der ligger i midten af turneringen, har et mesterskab, som de afgør i runde 22.«

Efter de 22 runder bliver holdene splittet op i to puljer, hvor holdene kæmper imod de nærmeste konkurrenter om enten at spille om mesterskabet eller undgå nedrykning, samtidig med at der er europæiske pladser på spil. Strukturen med mange kampe imod de direkte konkurrenter skaber stor glæde hos direktøren for Divisionsforeningen.

»Det vil sige, at der er et højt spændingsniveau, som man gerne vil se i fodbold,« siger Claus Thomsen.

Superligaen vender tilbage 15. oktober efter landsholdspausen, hvor Danmark møder Moldova og Østrig. Første kamp efter pausen er Viborg, der tager imod Silkeborg på Energi Viborg Arena.