Det var selvfølgelig en ærgerlig David Nielsen, der mødte pressen efter kampen mod OB, hvor fynboerne fik udlignet i overtiden til 2-2.
På trods af at klubben nu efter syv kampe i Superligaen fortsat er uden sejr, så ville David Nielsen ikke fyre sig selv endnu, hvis han var direktør i AGF.
»Jeg aner ikke, hvor lang snor jeg ville give mig, hvis jeg var direktør. Der kommer en dag, hvor jeg ikke er træner i AGF mere, men det bliver ikke i dag, at min tid som træner i klubben slutter,« siger David Nielsen, og fortsætter.
I dagens opgør startede han uden Patrick Olsen, der ellers har været en fast mand på holdet, siden han kom til fra AaB.

»Patrick er en spiller, jeg mener, har gjort det rigtig fint for os. Når vi er i problemer, vil han gerne løse kampen med det, han er bedst til, og det er ikke det her hektiske fodbold, så vi havde behov for at se, hvordan holdet vil se ud med andre ben centralt i dag. De klarer det rigtig flot derinde i dag. Vi fik flyttet spillet højere op og vundet bolden højere op, det klædte os.«
På trods af at det ikke blev til en sejr, så ser David Nielsen dog fremskridt i dagens præstation i forhold til Viborg-kampen i sidste uge.
»Efter vi kommer bagud, reagerer vi rigtig godt, og det tyder på, at der er en tro på tingene. Vi løber og spiller fremad, og vi var mere hidsige i det, vi laver. Vi er et hold, som man kan se har lyst og vil gøre alt for at vinde. Det var alfa-omega for os i dag.«
Han tilføjer, at han er ærgerlig over, at holdet ikke får lagt det sidste pres ved scoringen til 2-2, og at spillerne nok er mærket af, at de ikke har vundet længe.
»Vi fører til halvleg, og når man ikke har vundet i et stykke tid, så vil man ikke risikere for meget, og vi får ikke helt spillet vores spil i anden halvleg.«
David Nielsen og hans tropper har nu tre point efter syv kampe i Superligaen.


