FC København kommer tættere og tættere på et salg af Mohamed Daramy.
Tirsdag kunne B.T. afsløre, at Club Brugge har forhøjet sit bud til den danske klub, der som minimum vil sikre sig 90 millioner kroner i straksbetaling, og forløbet glider ifølge spillerens agent, Hasan Cetinkaya, som det skal.
Faktisk føler han sig sikker på et salg af Mohamed Daramy - et salg, som samtidig vil være det største i FCKs historie.
»Jeg kan ikke give nogen garantier, men jeg er meget fortrøstningsfuld. Jeg forventer et salg i det her vindue, og når det snart sker, er det en klar klubrekord for FC København,« siger Hasan Cetinkaya.
I det danske medie Ekstra Bladet kunne man onsdag læse, at forhandlingerne mellem Club Brugge og FC København ellers er strandet, kan du genkende det billede?
»Nej, slet ikke. Tværtimod. Jeg sidder trods alt med klubberne om denne aftale. Club Brugge er selvfølgelig stadig meget interesseret, og jeg kan kun gentage, at klubrekorden i FC København snart bliver slået,« lyder det fra Hasan Cetinkaya, der fortsætter om forhandlingerne:
»Vores forhold til FC København har altid været helt unikt. Jeg elsker København, og vi er altid lykkedes med at finde ud af en aftale om vores spillere, om det så har været Daniel Amartey, Robin Olsen eller Peter Ankersen,« siger han og tilføjer:
»Samme fine dialog har vi nu om Mohamed Daramy. Jeg vil altid sørge for, at der kommer store penge til klubben, og selvfølgelig tror vi også på et salg i det her vindue af Daramy. Det kan være sidste chance for FC København at modtage et bud af denne størrelse,« slutter han.