102 kampe er spillet, 302 spillere har været i aktion, men kun 11 mand er fundet (u)værdige nok til B.T.s flophold for efterårssæsonen.

Det er ikke personligt – holdet er udelukkende sammensat ud fra B.T. Sports mere eller mindre saglige vurdering af Superligaens superstjerner, semistore profiler og vandbærere og alt derimellem.

Som det ses herunder, er det en god blanding af dyre nyindkøb, som har skuffet og enten stort set ikke spillet eller levet op til prisskiltet, og mere eller mindre etablerede profiler, som ganske enkelt har spillet på for lavt et niveau i for mange kampe.

Se flopholdet for efterårssæsonen i Superligaen herunder.


Den tysk-brasilianske keeper blev lejet i Werder Bremen i sommer som afløser for Peter Vindahl i denne sæson, men 22-årige 'Dudu' har skuffet fælt. Efter en række sløje præstationer, som startede FCNs gigantiske efterårsnedtur, blev han vraget af træner Pedersen og erstattet af den tydeligvis endnu ikke Superliga-modne Ogura.


Endnu en halvsæson, hvor den dyre reserve ikke har formået at bide sig fast hos de blågule. Gammelby var meget sigende lejet ud i hele sidste sæson til Lyngby – hvor Brøndby vandt guld. Tilbage på Vestegnen i denne sæson er det kun blevet til to optrædener i startopstillingen. Står det til Brøndby-ledelsen, skal den jyske back videre til vinter. Nok bedst for alle parter.


Den canadiske midterforsvarer har kæmpet en brav kamp for at holde Vejle oven vande i dette efterår. Det skal man give ham. Og det er måske lidt unfair, at han havner på flopholdet, for han har da ved gud ikke fået meget hjælp af sin medforsvarere. Men han har altså også skøjtet for meget rundt i forsvaret og lavet store personlige fejl.


Det har været meget gråt i gråt for OB i dette efterår, hvor holdet kollektivt har svigtet i forhold til ambitionerne på Fyn. En af synderne er den ellers så rutinerede midterforsvarer, som har haft svært ved at holde nullet med sine kollegaer. Lange Larsen har kæmpet med at få sit eget defensive spil til at fungere.


For tre år siden var han Superligaens mest iøjnefaldende back med sin vildskab, offensive raids og mange scoringer i FCM, hvor han vandt guld og spillede europæisk bold. I denne sæson har den 31-årige venstre back været en skygge af sig selv på et Sønderjyske-hold i krise. Anføreren har kriget løs uden at løfte sig selv eller holdkammeraterne.


Fra EM-spiller til Superliga-bænkevarmer. Den svenske landsholdsspiller skulle have været sommerens helt store 100 millioner kroner-salg i FCM. Men transferen til en af de store ligaer gik i vasken, og så gik supertalentet ned med flaget. Bo Henriksen har fundet andre løsninger til den centrale midtbane, mens Cajuste surmulende har mistet værdi på bænken kamp for kamp.


Der var jubel og store forventninger i FCK-kredse, da det sidst i sommerens transfervindue lykkedes klubben at kapre den sydafrikanske kantspiller fra den bedste portugisiske række. Men siden da er 'sing hallelujah'-sangene forstummet. Den 24-årige Daramy/Fischer-erstatning har døjet med visum-vrøvl, sygdom og stress og blot vist sig frem i fire sporadiske indhop.


Efter en bøvlet karriere fik teknikeren Patrick Olsen sit store Superliga-gennembrud i AaB i 2019/2020-sæsonen. Det blev derfor betragtet som noget af et scoop, da AGF købte ham fri i en stor handel før sidste sæson. Olsens tid i Smilets By har dog været en blandet pose bolsjer, og i dette efterår er det, som om han helt har mistet sin form og overskud. Smilet er stivnet.


15 minutter inde i sæsonens første kamp – en sejr ude over FCM – tydede en del på, at det virkelig kunne blive Kadriis efterår. Her kom den tidligere landsholdsangriber på tavlen. Men det er ikke sket siden. Og det er ikke fordi, han er blevet skadet. Den 30-årige OB'er er startet inde i 14 kampe, men han er styrtdykket så meget i niveau, så man er helt i tvivl om, han kan finde vej op af hullet igen.


Midtjydernes seneste og dyreste brasilianske satsning har indtil nu vist sig at være fejlslået. Det afslører de tørre tal: 116 minutter over fire indhop fordelt på to måneder er det blevet til for 35 millioner-manden. Det er early days, men det er ganske enkelt for lidt til at undgå et foreløbigt flop-prædikat for den 22-årige offensivspiller.


Et stort fedt NUL står skrevet ud for Balkan-bomberens navn, når det gælder mål og assist. Den tidligere FCK'er fortsætter med at skyde med løst krudt i Brøndby-trøjen og ligner ikke en mand, der er værd at satse på på Vestegnen. Vinder pladsen i angrebet på Flopholdet foran to andre dyre drenge, Patrick Mortensen og Kamil Wilczek, som redder sig ved at være kommet på tavlen i en ellers pauver efterårssæson.