Der er nok af problemer i FC København.

De vinder ikke guld i år. Det tør jeg godt garantere. Men lige nu handler det også om noget helt andet.

Det handler om bare én sejr i de seneste seks kampe. Om et hold, der på ingen måde har en tydelig stil. Om en gennemhullet defensiv og en offensiv, der på trods af et flot mål i 2-1-nederlaget til Randers jo mest af alt har været farlig på lange indkast og straffespark.

Væk er de gode FCK-tendenser fra en håndfuld kampe i efteråret, hvor stilen var offensiv fodbold i små områder med de gode boldspillere samlet centralt i banen og tæt på hinanden. Det ser jeg ikke meget af mere, og hvis undskyldningen er banerne, kan de godt kigge et par af Lyngbys kampe igennem fra dette forår.

Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Men det er også mere ordene 'proces' og 'projekt', vi hører fra FCK-lejren. Ret skal være ret: Jess Thorup overtog ikke et afbalanceret hold, og Thorup var med til, at vi pludselig snakkede FC København ind i en guldkamp på et tidspunkt.

Den havde jeg ikke set komme, da han blev ansat. Men magien er væk igen. Er det for en stund bare? Det vil tiden vise, for nu kommer et mesterskabsspil, hvor FC København skal ramme højeste niveau i hver kamp for at have en chance for at vinde dem.

De vinder ikke guldet i denne sæson, men fokus bør nok også være på bare at få holdet i Europa. Det er ikke en selvfølge, som det ser ud nu. Og det vil være en fadæse af de største for FC København.

For der er lagt mange penge i truppen. Bare på bænken i Randers sad der for mere end 75 millioner kroner reserver – og et trænerteam, som uden tvivl er det dyreste i Superligaens historie.

Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Det er bare for at ridse op, hvad der egentlig er investeret i det FC København-hold, som lige for tiden er meget middelmådigt. Opgaven for Jess Thorup er enorm. Og hvor skal han starte?

Han famler meget lige nu. Viktor Fischer er sat af. Det er en kæmpe stor beslutning af Jess Thorup – og helt fair vurderet på Fischers præstationer. Beslutningen har bare ikke båret frugt i de to seneste kampe. Rasmus Falk er fjernet fra den centrale midtbane, og det er uforståeligt for mig, for det er altså derinde, at fynboen er stærkest.

Det giver et billede af en træner, som ikke stålfast ved, hvad han vil. Og det giver et billede af, at det i FC København ikke handler om, hvem der spiller sig på holdet for tiden, men hvem der ikke spiller sig af.

Nu har Jess Thorup og hans trænerteam to uger til at få banket noget mere af sin filosofi ind i FCK-holdet. Jeg er stadig ikke 100 procent sikker på, hvad spillestilen er eller vil. Det troede jeg, at jeg kunne se i perioder i efteråret.

Lige nu har jeg svært ved at lure, hvilke principper FC Københavns stil bygger på, alt imens Brøndby i toppen er ekstremt tydelige i deres stil – og voldsomt gode til det, og det samme gælder for både FC Midtjylland og AGF.

Så er det her året, hvor FC København ender som nummer fire? Jeg ville ikke blive overrasket, for lige nu er der tre Superliga-hold, der reelt bare er bedre fodboldhold end FC København.