Forandringens vinde blæser over AaB her tirsdag aften.
Ifølge B.T.'s oplysninger vil nordjyderne onsdag præsentere klubikonet Thomas Augustinussen som ny mand i trænerteamet - som et led i en 'trænerrokade'.
Som B.T. forstår det, vil Augustinussen være en del af AaB's trænerteam i resten af sæsonen
Hvad 'trænerrokaden' præcist indeholder, står endnu uklart. Det vides heller ikke, om det får betydning for cheftræner Jacob Friis.
Men faktum er, at AaB har fået en elendig start på Superligaen efter corona-pausen. Det er blevet til lutter nederlag i de seneste fire Superliga-kampe. Senest tabte nordjyderne hele 0-4 hjemme mod FC Nordsjælland. Dette skulle præge stemningen i truppen, som er ramt af de dårlige resultater.
Dog kan klubben glæde sig over udsigten til en pokalfinale mod Sønderjyske. Den spilles om en uges tid i Esbjerg.
B.T. har været i kontakt med Thomas Augustinussen, som ingen kommentarer har til avisens oplysninger.
Og direktør Thomas Bælum vil heller ikke drøfte den kommende rokade med B.T.
»Det har jeg ingen kommentarer til,« lyder det.
Heller ikke Jacob Friis ønsker at bidrage med en kommentar - han henviser i stedet til AaB's sportschef, Inge André Olsen
Avisen har ikke kunnet få fat i den norske AaB-sportschef.
39-årige Thomas Augustinussen er et sandt AaB-ikon. Han har spillet over 400 kampe for klubbens førstehold. Og da støvlerne blev lagt på hylden i sommeren 2016, fortsatte han som en del af klubbens trænerstab.
I januar 2019 vinkede han dog farvel til fodbolden til fordel for et job i forsikringsbranchen. Men nu er han altså tilbage hos de bolsjefarvede.