AaB har rigtig godt gang i forberedelserne til den nye sæson.

De forberedelser handler hos sportschef Inge André Olsen i høj grad om at forstærke det mandskab, der er i pokalfinalen, men halter lidt efter i Mesterskabsspillet.

AaB-sportschefen har kastet snøren ud efter Lillestrøms 23-årige nigerianer Ifeanyi Matthew, og ifølge B.T.-podcasten Transfervinduets oplysninger ligger der også et mere eller mindre formaliseret tilbud på midtbanemanden med kontraktudløb til sommer.

AaB og Ifeanyi Matthews bagland har talt om de økonomiske rammer for en mulig kontrakt, men sportschefen lægger vægt på, at intet er underskrevet – endnu.

Foto: AaB/Free
Vis mere

»Det er en spiller, som vi kender godt. Vi ser på mange spillere, men vi har ikke skrevet under med nogen nye spillere til sæsonen 2020/21. Der vil altid være mange spillere, som man ser på, arbejder på og snakker med agenter om. Vi har ikke skrevet under på nogen aftale endnu,« siger Inge André Olsen.

Der er ingen afgørelse på, hvor Ifeanyi Matthew skal spille i næste sæson, og den afgørelse er ifølge B.T.s oplysninger stadig nogle uger væk. Imens slapper Inge André Olsen ikke af.

»Vi arbejder med mange forskellige spillere, og vi håber, at vi kan præsentere nogle nye i de uger, der kommer,« siger AaB-sportschefen og skruer muligvis op for fansenes forventninger.

»Vi kigger på nye spillere til både forsvaret, midtbanen og angrebet. Vi håber, at vi får hentet nogle ind på de positioner. Nogle spillere vil så være for dyre, og andre spillere finder vi ikke interessante. Men vi arbejder på at styrke alle kæderne frem mod næste sæson.«

Du kan høre B.T.s fodboldpodcast Transfervinduet, hvor du normalt lytter til dine podcasts.