AaB har hentet Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz til den nordjyske trænerbænk.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse onsdag morgen.
De to erstatter assistenttrænerne Lasse Stensgaard og Allan K. Jepsen, som klubben tager afsked med.
»Som klub gør vi os selvfølgelig hele tiden tanker om, hvilken retning vi skal i, og om hvordan vi kan optimere tingene, og i den forbindelse har vi haft nogle drøftelser med Lasse og Allan, hvilket er resulteret i, at de begge stopper deres opgaver omkring Superliga-holdet,« siger klubbens sportschef, Inge André Olsen.
Allerede tirsdag kunne B.T afsløre, at en trænerrokade var på vej i AaB, og at Thomas Augustinussen ville blive hentet som en del af klubbens trænerteam resten af sæsonen.
Og det er også det, klubben har meldt ud onsdag morgen. Samme aftale gælder for Rasmus Würtz, der, siden han stoppede sin karriere sidste sommer, har været en del af staben som mentaltræner.
»Vi er glade for, at både Rasmus og Thomas er trådt til, og vi er sikre på, at de begge kan være med til at bidrage positivt til truppen med deres kompetencer, kultur og energi, og i første omgang gælder aftalen for resten af indeværende sæson,« siger Inge André Olsen.
Thomas Augustinussen stoppede sin aktive karriere for fire år siden. Her fik han job som assistenttræner i netop AaB.
Et job, han stoppede i i januar 2019, da han fik et civilt job som assurandør hos Tryg Forsikring. Her er han stadig, men han har orlov, indtil sæsonen er spillet færdig.
Næste gang AaB skal i aktion, er fredag aften, og allerede her står Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen klar til at assistere Jacob Friis på den nordjyske sidelinje.
Den nordjyske klub ligger lige nu nummer seks i mesterskabsspillet med 38 point. Der er syv point op til Brøndby IF på femtepladsen for AaB, der har fået en skidt start på de sidste 10 kampe af sæsonen.
Her er det blevet til tre nederlag i de første tre kampe.