AaB og Hammarby har i snart to uger været uenige om et opsigelsesvarsel, efter den svenske klub indløste den spanske træners frikøbsklausul og gjorde ham til ny cheftræner i klubben fra Stockholm.

Det kan B.T. afsløre.

Sagen er ifølge B.T.s kilder nemlig den, at den svenske klub troede, den ville få sin nye træner med det samme efter en betaling på knap to millioner kroner for at købe ham ud af kontrakten med AaB, men et uventet opsigelsesvarsel er kommet bag på Hammarby.

AaB kan jævnfør opsigelsesvarslet beholde Marti Cifuentes frem til 1. marts, og det har aalborgenserne ifølge B.T.s kilder brugt til at få cirka en million kroner mere ud af Hammarby.

Ifølge B.T. s oplysninger har det ikke været en mulighed for Hammarby at betale den slags penge, og den nye løsning, klubberne arbejder på, er da også på helt andre betingelser. Alt imens befinder Marti Cifuentes sig langt væk fra AaBs træningslejr på Malta. Han er blevet hjemme og sidder lige nu i venteposition.

»Marti er endnu ikke på plads, så der er stadig et problem, vi prøver at løse,« siger Hammarbys sportschef, Jesper Jansson, uden at ville gå ind i økonomiens præcise detaljer.

»Jeg forstår AaB fuldt ud på grund af den situation, vi har sat dem i, men vi kontaktede dem først og gik den rigtige vej, og det gjorde Marti også. Lige nu er han ubrugelig for alle. Det giver ingen mening at holde på ham,« lyder det fra den svenske sportschef, der fortsætter:

»Heldigvis ser det nu ud til, at vi er ved at nærme os hinanden og er tæt på en løsning, så alle kan være tilfredse og se fremad. Alle skal give og tage for at løse en sag som denne her, og vi har en fin dialog om det nu,« pointerer Jesper Jansson.

AaBs sportschef, Inge André Olsen, afviser nogen konflikt med Hammarby og siger om situationen:

»Jeg synes, der har været en respektfuld proces, og man forsøger at finde en løsning. Men der er ingen endnu,« siger han og fortæller om sin afgående træner:

»Vi har været glade for Cifuentes i det år, vi har haft ham, og vi arbejder med at finde en løsning, men foreløbig har vi ikke været dér, hvor bestyrelsen har kunnet acceptere at give slip på ham. Der er flere parter i denne sag, og det tager tid,« siger han og fortæller om opsigelsesvarslet:

»Det er klart, at det er et forhold, som vi aftalemæssigt har været klar over. Men jeg vil ikke ind i detaljerne.«

Samtidig understreger Inge André Olsen, at Marti Cifuentes' fravær på klubbens træningslejr i udlandet intet har at gøre med, at han snart er færdig som klubbens cheftræner.

»Nej, det har ikke sammenhæng. Han ønskede at blive i Aalborg, fordi hans børn har været syge, ellers havde han været med. Og vi ville også gerne have haft ham med,« fastslår AaBs sportschef, der ikke vil bekræfte, om han har krævet en million kroner mere for at slippe Marti Cifuentes omkring 40 dage før tid.

»Økonomien holder vi mellem klubberne,« forklarer han om den sag, der begyndte i december i AaB-sportschefens hjemland, Norge.

For det var i julemåneden, at Hammarby opdagede, at klubbens daværende cheftræner, Milos Milojevic, havde ført hemmelige samtaler med Rosenborg og fyrede ham.

Den case har gjort, at Cifuentes' nye klub har fulgt alle spillets regler, forklarer Jesper Jansson.

»Vi har lige selv sagt farvel til en træner efter kontakten mellem Milos og Rosenborg, så vi var ekstra påpasselige og havde fokus på at gøre tingene på den rigtige måde. Vi kontaktede AaB først og spillede med åbne kort og det hele,« understreger Jesper Jansson, der alligevel ramte ind i udfordringer, han stadig bakser med:

»Problemet med overgangen af Marti Cifuentes er, at han har et opsigelsesvarsel i AaB, og klubben derfor kan holde ham til 1. marts, så de vil åbenlyst gerne have flere penge end frikøbsklausulen for ham,« siger Jesper Jansson.

Han har i de seneste par ugers nye forhandlinger med AaB tænkt, at det ville være urealistisk at hente den nye træner, så han er klar til den kommende sæson i Allsvenskan.

»Sådan ser det heldigvis ikke ud længere. Jeg er optimistisk og tror på en løsning snart,« bedyrer Jesper Jansson.

Ifølge B.T.s oplysninger kan en ny aftale mellem AaB og Hammarby falde på plads inden for de kommende dage, og så vil Marti Cifuentes endelig kunne rejse til Sverige.