FC København er i markedet efter en ny kantspiller, men det helt store spørgsmål er hvem.

Nu kan B.T. afsløre et af de hotteste navne.

Københavnerne har indledt de første dansetrin for at hente Akinkunmi Amoo til Parken. En nigeriansk komet fra Hammarby, som i Sverige sammenlignes med det tidligere Superliga-stjerneskud Kamaldeen Sulemana. Der arbejdes hårdt i kulissen, men der er endnu ikke sendt et bud af sted til Stockholm.

»Det er en spiller, alle kender,« siger en fåmælt sportsdirektør i FC København, Peter Christiansen, da B.T. fanger ham.

Akinkunmi Amoo.
Akinkunmi Amoo.
Vis mere

Hammarbys sportschef, Jesper Jansson, er noget mere meddelsom.

»Jeg har også hørt rygterne, men jeg har ikke hørt noget direkte fra dem,« siger den svenske sportschef.

»Jeg har kun hørt, at de skulle være interesserede gennem agenter,« siger han og kommer her med en beskrivelse af den 19-årige komet.

»Vi har fulgt ham, siden han var 16 og fik ham hertil, da han var 18. Han er en meget speciel spiller. Han har stadig meget at udvikle, men balancen, teknikken og farten er utrolig. Hvis du ser på statistikkerne, er Amoo bedre end Kamaldeen Sulemana,« forklarer svenskeren og fortsætter sammenligningen med Kamaldeen Sulamana, som FC Nordsjælland solgte for 150 millioner kroner til franske Rennes.

»Kamaldeen havde en bedre uddannelse i de yngre dage på Right to Dream-akademiet, mens Amoo har mere at udvikle i det praktiske og den slags, men hans balance, farten og venstrefoden er ekstrem. Så han er en meget interessant spiller.«

Ifølge B.T.s oplysninger er prisen på ham mere end fire millioner euro. Er det en pris, som du også forventer at kunne sælge ham for?

»Hvis jeg havde arbejdet i en dansk klub, havde jeg uden problemer fået det dobbelte for ham. Det er forskellen på det danske og svenske marked. Når du ser salgspriserne på spillerne i flere af de danske klubber, er de højere end dem i Sverige,« lyder det fra Hammarbys sportschef.

En mand med gode kort på hånden i forhold til et dyrt salg af det kun 163 centimeter høje kæmpetalent, da klubben har kontrakt med Akinkunmi Amoo frem til sommeren 2024.

Akinkunmi Amoo lavede i sidste sæson ni mål og fem assister i Allsvenskan. I pokalturneringen blev det til fire mål.