Kan Evander spille for Everton, Lazio eller Sevilla?

Hvis man spørger folkene i FC Midtjylland, så kan han godt. De har systematisk hypet den lille brasilianer, siden han for to år siden ankom til dansk fodbold. De gav ham trøje nr. 10, frie tøjler på midtbanen og konverterede hurtigt den oprindelige lejeaftale til en femårig kontrakt. Og når talen falder på en transfer til udlandet, er det de største ligaer og beløb i nærheden af 100 millioner kroner, der bliver nævnt.

Men hvor god er han egentlig?

Evander er dygtig til at spille fodbold. Misforstå mig ikke, men med sin fortid i den brasilianske storklub Vasco da Gama og på det brasilianske U17-landshold sammenholdt med retorikken fra FC Midtjyllands ledere, så har jeg behov for at se en spiller, der kan dominere en dansk Superliga-kamp næsten hver gang, han er på banen. Det kan Evander ikke.

Jeg har også behov for at se en spiller, om hvem jeg tænker. »Ham der, han er rigtignok alt for god til den danske Superliga.« Men det tænker jeg aldrig.

I glimt er han genial, og han har et djævelsk spark fra distancen, men alt for ofte dribler han sig fast, tager for mange berøringer, sinker spillet og forsøger den umulige pasning ind i et rum, der ikke eksisterer.

Han er hverken synderlig nærkampstærk, specielt hurtig eller stærk i luften og har i mine øjne ikke haft afgørende betydning for FC Midtjyllands danske mesterskab. FC Midtjylland har således vundet fem af de seks kampe, som Evander ikke har medvirket i, og kunne sagtens have vundet Superligaen uden ham.

Evander har været i Danmark i to år, så han burde være fuldt integreret. Hans første sæson gik med at blive spillet ind på holdet, hvilket i nogen grad lykkedes. Guldfuglen blev dog ofte skiftet ud undervejs i kampene, blandt andet i FC Midtjyllands vigtigste kamp i sæsonen. Det var pokalfinalen mod Brøndby, hvor Evander blev skiftet efter en times spil. Den slags gør en træner jo ikke med sin vigtigste spiller.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Sæsonen 2019/20 skulle så være den, hvor Evander skulle springe ud i fuldt flor, men det er ikke sket. Den brasilianske playmaker har blot været en blandt mange. Han har scoret syv mål i 29 Superliga-kampe, de tre på straffespark. Desuden er han noteret for ni assists, men dem får man altså også mange af, når man sparker næsten alle dødbolde. For fuldstændighedens skyld skal jeg tilføje, at Evander scorede trøstmålet til 1-3 ude mod Rangers i Europa League.

Det er statistik, og den slags skjuler ofte det væsentlige, som man siger, men det gør det ikke i Evanders tilfælde. Hans middelmådige status som kreativ og offensiv midtbanespiller på det suveræne tophold i en lille liga, som den danske, afspejler perfekt mit billede af en spiller, der ikke er nær så god, som han bliver gjort til.

Evander har heller ikke fundet sin definitive position på FC Midtjyllands hold endnu. Som udgangspunkt var det vel tanken, at han skulle være en ægte nummer 10, liggende lige bag ved frontløberne. Det har bare ikke fungeret optimalt, så derfor har Brian Priske ofte benyttet ham en tak længere tilbage på banen. For at han kan få bolden tidligere i opspillet og have mere tid og plads, når han modtager den.

Det er da gået okay, men som jeg ser det, er det mest på grund af Evanders midtbanemakker Frank Onyeka. For nu at sige det på den måde, så har Evander mere brug for Onyeka end omvendt.

Der er en stor fascinationskraft omkring den 22-årige Evander Ferreira. Den slags skal FC Midtjylland spille med på. Selvfølgelig. Tænk at have en midtjysk miniudgave af den klassiske brasilianske fodboldstjerne. Pelé spillede med nummer 10. Zico gjorde det også. Og i øjeblikket bærer Neymar det legendariske rygnummer.

Så god er Evander selvfølgelig ikke, men har han overhovedet noget videre internationalt potentiale? Det tvivler jeg mere og mere på. Jeg har virkelig set ham mange gange, og i flere tilfælde har jeg sat mig for helt specifikt at følge brasilianeren rundt på banen.

Han er jo let at få øje på med sin afblegede frisure og sine farvestrålende fodboldstøvler, men han burde i højere grad falde i øjnene på grund af sine færdigheder. Det sker bare alt for sjældent. I korte glimt med lange mellemrum, ja, men hvornår har Evander sidst ejet en Superliga-kamp?

Jeg kan simpelthen ikke se ham optræde i en af de fem store ligaer i europæisk fodbold.