I de seneste år i Superligaen har vi set Esbjerg og Lyngby vinde medaljer, hvor de så er faldet sammen i den efterfølgende sæson.

Nu er det så AGF, der tager en overraskende medalje, og David Nielsen kan ikke garantere, at hans hold ikke lider samme skæbne som Esbjerg og Lyngby.

»Næh, det ved vi ikke, og det kan vi ikke vide, men det skal vi bare sørge for, vi ikke gør. Men lige nu gælder det om at spille sæsonen færdig. Jeg er dog sikker på, at vi har kvaliteterne i truppen til at sende et slagkraftigt hold på banen igen efter sommerferien.«

AGF kan både vinde medaljer af sølv og bronze, men onsdagens 1-1-resultat mod FC Nordsjælland betyder, at FC København løber med andenpladsen, hvis de vinder deres sidste to kampe over AaB og FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland og AGF spillede onsdag 1-1.
FC Nordsjælland og AGF spillede onsdag 1-1. Lars Møller

David, skal du forberede dit hold på en anden måde rent mentalt til næste sæson?

»Sådan er det altid. Selvfølgelig skal vi justere os, for det skal man altid efter en sæson er overstået, uanset om det er gået godt eller dårligt. Og det skal vi bare være klar til og på forkant.«

Han tilføjer, at det kun er naturligt, at der stilles andre krav til AGF efter sommerpausen efter deres niveau i denne sæson.

AGF mangler nu blot en kamp i Superligaen, og det er på søndag, når de på hjemmebane tager i mod Brøndby. Og det er en kamp, som både David Nielsen og Patrick Mortensen glæder sig til.

»Det er stort at være med til at gøre AGF og byen stolte ved at vinde medaljer for første gang i over 20 år, og jeg tror ikke, at FC København vinder deres sidste kampe, så jeg ser frem til søndagens kamp,« siger angriberen, inden træneren fortsætter.

»Jeg er helt vildt stolt over, at vi presser det helt ud til sidste spillerunde, før sølv- og bronzemedaljerne kan fordeles. Det er en stor præstation af spillerne.«

Det er dog ikke kun AGF, der er tilfredse med dem selv. FC Nordsjælland-træneren, Flemming Pedersen, delte ligeledes roser ud til sit hold.

»Vi spiller uden flere profiler i dag, og alligevel spiller vi lige op med et hold, der har Superligaens bedste formkurve. Det er flot og lover godt for fremtiden.«

Jens Nørgaard Larsen

Er det bekymrende, at I mister Kudus og Damsgaard til sommer?

»Nej, det er det ikke for os. Det ville det måske være for så mange andre, og det er derfor, du stiller spørgsmålet, men jeg synes, at vi viser i dag, at vi nok skal klare os.«

Kudus og Damsgaard har begge scoret over 10 mål i Superligaen i denne sæson. Førstnævnte tager til Ajax, mens sidstnævnte tager en tur til Sampdoria.

FC Nordsjælland kom onsdag foran med 1-0 på et flot mål af Mads Døhr Tychosen, mens Casper Højer udlignede for AGF sent inde i anden halvleg med et fladt spark.