For nogle uger siden havde jeg en samtale med AaBs mestertræner fra 1995, Poul Erik Andreasen, som i mine øjne er det tætteste, vi kommer på det, vi kunne kalde 'dansk fodbolds vise mand'.
Jeg bad ham om at vurdere AaBs fire mesterhold. Hans eget fra 1995. Hans Backes fra 1999. Erik Hamréns fra 2008. Og Kent Nielsens fra 2014. Var der noget, der gik igen?
»Ikke hvad spillestil angår. Det var fire meget forskellige hold. Men vi vandt alle sammen med vores eget hold,« svarede Andreasen.
Det svar kræver en uddybning, for en træner er vel altid træner for sit eget hold? Nej, det er han ikke. En træner, som overtager et spillermateriale, der er formet af forgængeren, er ikke chef for sit eget hold. Han står i spidsen for forgængerens. Med spillere, der er hentet til klubben af en anden træner, som formentlig har en helt anden opfattelse af fodbold.
Lige nu er der i Superligaen to markante eksempler på, hvad Poul Erik Andreasen mener. Brøndby og FC København. Niels Frederiksen spiller med sit eget hold. Jess Thorup spiller stadig med Ståle Solbakkens.
Niels Frederiksen (og Carsten V. Jensens) Brøndby er formet gennem de sidste to år. Der er stadig fem mand på idealholdet, som blev hentet til klubben, før Niels Frederiksen kom, men alle de øvrige er formet af den nuværende trænerstab. Andreas Maxsø, Jesper Lindstrøm, Morten Frendrup, Mikael Uhre, Andreas Bruus og Peter Bjur er de bedste eksempler.
Ved første øjekast virkede det voldsomt, da Brøndby i januar 2020 mistede Kamil Wilczek, Dominik Kaiser, Johan Larsson og Hany Mukhtar på én gang, men åreladningen gav også Niels Frederiksen chancen for at forme sit eget hold og skabe et nyt hierarki.
Det kan en træner ikke gøre alene, men han kan angive en retning. Det gjorde Niels Frederiksen for eksempel ved at vælge en spiller, der ikke var i Brøndby under Alexander Zorniger, som holdets nye anfører. Nemlig Andreas Maxsø.
Jeg er ikke sikker på, at Niels Frederiksen i virkeligheden var så ked af at miste den nævnte kvartet, der var så markant en del af Zornigers Brøndby. Men jeg er til gengæld helt sikker på, at Frederiksen er meget mere tryg ved at sende sit hold på banen nu end for halvandet år siden. Fordi han kender alle sine spillere og har fået luget ud i dem, han ikke kunne bruge. Tænk på spillere som Kasper Fisker, Ante Erceg og Simon Tibbling.
I FC København er det lige omvendt. Her befinder Jess Thorup sig nogenlunde samme sted, som Niels Frederiksen gjorde i efteråret 2019. Han er efterladt med en trup, som han har arvet fra sin forgænger.
I øjeblikket er han i gang med at gøre op med det hierarki, der blev skabt under Ståle Solbakken. Det betyder, at spillere, som førhen havde en stærk position i truppen, nu er ved at blive marginaliseret. Spillere som Andreas Bjelland, Kamil Wilczek og på det seneste også Viktor Fischer.
Thorup er kommet af med Ragnar Sigurdsson, Michael Santos, Pierre Bengtsson og Robert Mudrazija, og det hjælper alt sammen. Men jeg tror bestemt ikke, han føler, at han nu spiller med sit eget hold.
Lukas Lerager er kommet ind, og Mustapha Bundu er hentet på en kort lejeaftale, men ellers består truppen af de samme spillere, som var håndplukket af Ståle Solbakken.
Det er jo ikke sikkert, at Thorup ser det samme lys i Mathias Zanka Jørgensen, Jens Stage og Carlos Zeca, som den tidligere træner gjorde. Jeg tillader mig at tvivle.
Den første indikator på, at Thorup anskuer tingene anderledes end Solbakken, fik vi allerede i den nye træners første kampe, da han med det samme ændrede formation til 3-4-3. Det fravalgte han dog skyndsomst efter blamagerne mod FC Midtjylland og Randers FC.
Jess Thorup befinder sig lige nu i en sårbar situation. For det kræver tid at forme en trup efter sit eget hoved. Det er lettere, når man spiller Playstation.
Flere af FCKs profiler er på langvarige aftaler til meget høje lønninger, så det vil være forbundet med store tab at opsige for eksempel Pep Biels og Kamil Wilczeks kontrakter. Det kostede jo en formue at slippe af med Michael Santos.
Det er selvfølgelig ikke alle FC Københavns spillere, der skal ud. Langtfra.
Men der skal en vis udrensning til, før Jess Thorup kan sige, at han spiller med sit eget hold. Og før han når dertil, bliver det ikke godt i FC København.
Bare se på Brøndby.
