Bruuns blog: Brøndbys impotente angribere

Har Brøndby glemt, hvordan man angriber?

I den forløbne uge slæbte jeg mig gennem to Brøndby-kampe. Først Brøndby-AGF og siden FC Midtjylland-Brøndby. 180 minutter uden mål.

Den første var den værste. Brøndby-AGF må være en af alle tiders dårligste Superliga-kampe. Men den anden var ikke meget bedre. Den var kun tålelig, fordi man havde rædslerne fra den foregående kamp i frisk erindring.

I ingen af kampene præsterede Brøndby noget, der mindede om en farlig afslutning, og præstationerne gav masser af benzin til debatten om, hvad Brøndby egentlig er for en størrelse.

Er klubben en magtfaktor og en mesterskabskandidat? Eller blot endnu en klub, der ”gerne vil bruge unge spillere”? Det er den store diskussion. Den lader jeg ligge til en anden god gang.

I stedet vil jeg kigge på den aktuelle situation. For den er slem nok. Lige nu ser det ud til, at Brøndby for første gang i seks år ikke skal ud og spille i Europa. Det er kort sagt angrebets skyld. Offensivt fremstår Brøndby lige nu som et impotent mandskab.

Inden coronapausen lavede Brøndby to mål pr. kamp i gennemsnit, men siden Superligaen er blevet genoptaget, har drengene fra Vestegnen blot scoret tre mål i fire kampe. Og de to blev endda lavet af drengene i forsvaret. Jesper Lindstrøm scorede mod Sønderjyske.

Faktisk er det bare gået som forventet, for enhver kunne jo regne ud, at det ville blive smertefuldt at sige farvel til Kamil Wilzcek og Dominik Kaiser, der til sammen lavede 25 mål i efteråret.

De fire nuværende angribere i Brøndbys trup har lavet sølle 11 mål i 81 kampe. Okay, en stor del af disse kampe har bestået af korte indhop, men tendensen er til at tage og føle på.

Simon Hedlund og Samuel Mraz har lavet fire mål hver, Jesper Lindstrøm to og Mikael Uhre et enkelt. Forårets topscorer er i øvrigt Anthony Jung med tre mål.

Når man tænker tilbage på ikoner som Bent Christensen, Ebbe Sand, Johan Elmander, Teemu Pukki og Kamil Wilzcek, så er det unægteligt en pjusket kvartet, Brøndby i øjeblikket må sætte sin lid til.

Simon Hedlund burde være den bedste, og det er han også, men spørgsmålet er, hvor godt han trives helt fremme.

Den slags kan være svært at afkode ud fra svenskerens permanent småfornærmede kropssprog. Han har et glimrende blik for sine medspillere, men undgår helst at operere inde i straffesparksfeltet. Hedlund er 27 år og burde være på toppen af sin karriere netop nu. Jeg havde håbet på mere.

Samuel Mraz er heller ikke løsningen, selv om han målt på mål pr. spilleminutter er den bedste angriber i Brøndby. Han skal ”kun” bruge 180 minutter til at score et mål.

Som type er han Brøndbys mest klassiske angriber, men jeg har aldrig set ham afdrible en modstander eller i det hele taget lave noget på egen hånd. Tilbage til Empoli med ham.

Mikael Uhre er overmatchet. Det virker, som om den gule trøje er for tung for ham. Uhre har efterhånden været i Brøndby i næsten to år uden at rykke sig.

Han er hurtig, pågående og frygtløs, men hans teknik er og bliver begrænset. Det er næsten et år siden, at Uhre senest scorede for Brøndby. Han skal videre i systemet.

Endelig er der Jesper Lindstrøm. Jeg var på stadion til det store Lindstrøm-show mod polske Lechia Gdansk i Europa League i sommers, og det glemmer jeg aldrig. Men Sydsidens søn er stadig ved at finde sine ben i Superligaen. Brøndbys ændring af formation fra 4-3-3 til 3-5-2 har tydeligvis handicappet ham, for han er mere kantspiller end decideret angriber.

Til gengæld er han blot 20 år, og i modsætning til de tre andre er der grund til at tro, at han bliver markant bedre i de kommende sæsoner.

Økonomien er stram i Brøndby i disse tider, men hvis Brøndby skal tættere på holdene foran sig og undgå, at hold som AGF og FC Nordsjælland overhaler indenom, er Brøndby nødt til at hente en ny angriber til næste sæson. Lige nu er der ingen til at score de nødvendige mål.