»Yes, godt spillet, drenge!«

Hvis man var i tvivl om, hvilke følelser og tanker, der løb gennem hovedet på Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, efter 0-0-kampen mod FC Midtjylland, skulle man bare have set ham efter slutfløjt.

Resultatet betød, at AGF efter 28. spillerunde er kommet syv point foran i bronzekampen efter aarhusianernes sejr over FC Nordsjælland, og derfor 'tabte' Brøndby velsagtens et skridt i den kamp.

Men isoleret betød et point i FC Midtjylland mere end det faktum.

Awer Mabil og FC Midtjylland kunne ikke lirke Brøndbys defensiv op, hvor Anton Skipper spillede en solid kamp.
Awer Mabil og FC Midtjylland kunne ikke lirke Brøndbys defensiv op, hvor Anton Skipper spillede en solid kamp. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Ja, ja, vi ville gerne have vundet i dag. Men jeg kan også fornemme, at vi er ekstra presset i de sidste 10-15 minutter. Så jeg tænkte: 'kan vi ikke vinde den, må vi tage det ene point'. Det er stærkt af drengene at komme herover og holde nullet,« siger Niels Frederiksen og tilføjer om den øgede afstand til AGF:

»Vi erkender da, at det bliver svært. AGF har syv point mere end os, men jeg vil bare sige, at så længe vi har muligheden for det, så vil vi gå efter det. Vi tror stadig på, at det kan lade sig gøre, og vi har stadig AGF en gang mere i en indbyrdes kamp. Vi vil gå efter det, så længe det kan lade sig gøre, og jeg synes faktisk, at det vil være uambitiøst ikke at gå efter at blive nummer tre, når vi rent faktisk ligger nummer fire. Vi går efter det, også selv om det bliver svært.«

I seneste kamp mod AGF var begge mandskaber særdeles tandløse, og selv om Brøndby endte med at være tilfreds med samme resultat mod FC Midtjylland, var der lagt op til mere.

»Vi havde talt om i dag, at vi skulle lægge mere på offensivt i dag. Vi skulle spille med mere mod og tage flere chancer, så vores fokus inden kampen var egentlig at angribe det mere. Det synes jeg også, vi lykkes med. Men alle ved, at de er svære at skabe chancer mod, og de ikke har lukket mange mål ind,« forklarer Niels Frederiksen og tilføjer:

»Men selvfølgelig skal vi lægge mere på offensivt. Vi skaber heller ikke nok i dag, men dog med pil op. Der er klart potentialefodbedringer i forhold til det, og så tror jeg ikke, denne klub har spillet 0-0 i tre år. Jeg tror ikke, det skete under Zorniger faktisk, og det er ikke, fordi det er fantastisk at spille 0-0, men nu har vi gjort det to gange i streg, og det er meget sjovt. Det vidner også om noget om en struktur defensivt på holdet, som fungerer rigtigt godt. Det er vi også tilfredse med,« lyder det fra Brøndby-træneren.

Han fortalte også, at der til søndagens derby er forhåbnninger om, at holdet bliver forstærket med de tre spillere Hjörtur Hermansson, Anthony Jung og måske også Kevin Mensah.