»Vi ligger altså nummer fire. Vil du gerne have, at vi siger, at vi er tilfredse med at blive nummer seks? Hvad fanden er det for noget?«

Sådan lød det kontante spørgsmål fra Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen inden aftenens kamp mod FC Midtjylland til ekspert Peter Graulund på TV3+.

Emnet var en debat, som har optaget Superligaen de seneste dage: Hvordan kan ambitionen efter vinterpausen være en top 3-placering, når man har solgt tre af klubbens største profiler i Kamil Wilczek, Dominik Kaiser og Hany Mukhtar uden at erstatte dem?

Du kan se det vilde interview i toppen af artiklen.

Brøndbys Hany Mukhtar (i midten) og Kamil Wilczek (tv.) i pokalkampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion onsdag den 30 oktober 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Hany Mukhtar (i midten) og Kamil Wilczek (tv.) i pokalkampen mellem Brøndby IF - SønderjyskE på Brøndby Stadion onsdag den 30 oktober 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Hele debatten i det ophedede interview starter med, at Carsten V. Jensen forklarer, at man ikke er »helt tilfreds« med sæsonen indtil videre.

»I januar-måned meldte vi ud, at vi havde top 3 som målsætning i Brøndby. På det tidspunkt lå vi nummer fire, og så er det vel naturligt at kigge opad som et ambitiøst fodboldhold.«

Men det fanger Camilla Martin og Peter Graulund, som så spørger fodbolddirektøren om, hvordan man fortsat kan forlange medaljer, når man er gået af med tre stjerner - og man regner med den samme sportslige målsætning, selvom man har gang i en spareøvelse.

Hvis man skal tro Carsten V Jensen, er svaret meget simpelt.

»Vi lå nummer fire ved årsskiftet, fire point efter AGF. Siden da havde AGF taget et point mere end os, inden deres kamp i går. Hvad er det, der gør, at vi ikke skal kigge fremad og ikke tilbage?« spørger Carsten V Jensen.

»Vi kan ikke bare gå ind i en sæson og sige, vi ser, hvad der sker. Så er I de første til at kalde os uambitiøse. Jeg forstår det simpelthen ikke.«

Brøndbys fodbolddirektør forklarer også, at det interne pres i klubben skal være med til at løfte den sportsligt.

»Ambitionen indefra skal være mindst lige så stor, som det tryk, der kommer udefra,« forklarer Carsten V Jensen.