Minsandten om ikke det lysner derude på Østerbro.
Helt derinde i Parken, hvor Løverne boltrer sig på græsset og efterhånden begynder at ligne sig selv igen.
Og hvad er der i øvrigt galt med rigtig sønderjysk rugbrød?
Det er emnerne i denne uges udgave af Bruuns barometer, som du får lige her:
FCK ligner igen FCK
Det har taget sin tid. Men nu ligner FCK igen FCK. Forstået på den måde, at man uden videre vinder sine kampe i Superligaen og udviser suverænitet på den europæiske scene. Siden de to uafgjorte kampe i Parken mod AaB og Silkeborg har FCK ikke kigget sig tilbage.
I de efterfølgende syv kampe har Jess Thorups tropper fået syv gode resultater, vundet de seks og scoret 21 mål mod 7. Det er tre mål i gennemsnit, og så lever jeg gerne med, at der kun er to clean sheets.
Thorup har tydeligvis fundet sit hold efter at have konstateret, at Kevin Diks er bedre end Peter Ankersen, at Jens Stage er bedre end Lukas Lerager, at Jonas Wind er bedre end Kamil Wilczek, og ikke mindst, at Pep Biel er langt bedre, end vi troede.
Hvad er der galt med sønderjysk rugbrød?
Over døren fra Sønderjyskes omklædningsrum på Sydbank Park står der 'Sønderjysk rugbrød'. Det kan ikke tolkes anderledes end en opfodring til godt, solidt, tungt arbejde. Helt i tråd med de ønsker, folk på egnen har til livet i al almindelighed og også til det lokale Superliga-hold. Jeg ved det, for jeg kommer dernedefra.
Men hvorfor er det så, at Sønderjyske absolut skal spille lækker possessionfodbold? Hvem har besluttet det? Det er i hvert fald nogen, der har glemt, at Sønderjyske altid har været fighterhold, der har det bedst med at spille ud fra et stærkt forsvar. Sådan vandt klubben for eksempel sølv i 2016.
Det skal være min påstand, at ingen Sønderjyske-fans har det skidt med netop den spillestil. Hvorfor skal den så ændres, når man ikke engang har spillerne til det? Hvad er der galt med sønderjysk rugbrød?
