Jeg lod mig også selv rive med, da AGF for et år siden udspillede FC København i Parken og vandt stensikkert med 4-2.
Ikke i en sådan grad, at jeg crowdsurfede sammen med Mustafa Amini på Store Torv i min hjemby, men jeg indgik prompte et væddemål med min gode ven Mikkel Bischoff om, at AGF ville ende i top-tre i 2020/21-sæsonen. Jeg tabte. AGF blev nummer fire. I denne sæson er jeg ikke engang sikker på, at AGF kommer i slutspillet.
For et år siden troede jeg, at AGF definitivt havde revet sig fri af det felt af underpræsterende store provinsbyer, der i årevis har bestået af AaB, OB og AGF. Jeg troede, at AGF for alvor var på vej til at indfri det indiskutable potentiale, der ligger i at være det enevældige sportsbrand i landets næststørste by. Jeg troede, at AGF var klar til at udfordre FCM og FCK. Måske var jeg naiv.
Den slags tanker gør jeg mig i hvert fald ikke længere, for AGF har i den grad fået trukket tænderne ud. Holdet er gradvist blevet dårligere og dårligere siden sommeren 2020.
Det begyndte ellers fantastisk netop den sommer, da AGF hentede Patrick Olsen i AaB. Det var endnu et signal om de nye tider. Både i forhold til hvilken hylde AGF kunne hente spillere fra, og i forhold til hvordan AGF skulle spille. Den kreative Olsen skulle tilføre AGF det sidste touch af kreativitet, som David Nielsens kampstærke tropper manglede, når de andre stod lavt.
De øvrige markante tilgange i sommeren 2020 var Kamil Grabara og Kevin Diks, som begge blev hentet på nye lejeaftaler. Milan Jevtovic og Søren Tegnstedt er bedst tjent med at blive forbigået i tavshed. De er heller ikke særlig vigtige i denne sammenhæng.
Det er til gengæld Grabara og Diks. For hvor gerne tror vi ikke, at AGF ville have præsenteret dem på to femårige aftaler? Jacob Nielsen, AGFs administrerende direktør, ville have givet sin højre arm!
Men enten kunne AGF ikke blive enige med de to spilleres ejerklubber, Liverpool og Fiorentina, om en overgangssum, eller også ønskede spillerne kun en kort, midlertidig aftale. Det ved vi ikke. I alle tilfælde var der en fornemmelse af, at AGF var for lille en spiller på markedet til at få det, som klubben gerne ville have det.
I alle tilfælde kan vi konstatere, at det er lykkedes FC København at lave den slags aftaler med Grabara og Diks, som AGF ikke kunne, og dermed blev AGF brutalt mindet om deres position i det danske klubhierarki. Langt efter FC København og FC Midtjylland.
Godt så. Også i januarvinduet 2021 viste AGF svagheder på transfermarkedet. Man var selvsagt ramt af sportsdirektør Peter 'PC' Christiansens faneflugt til FC København, og den trio, der blev hentet ind, faldt totalt igennem.
Bubacarr Sanneh, Mathias Jørgensen og Daniel Arzani viste sig at være ubrugelige. De var så også alle tre blevet hentet ind på korte lejeaftaler, hvilket var heldigt nok for AGF, når de nu ikke slog til.
I alle tilfælde fortsatte tendensen. AGF var væsentlig dårligere i anden halvdel af sæsonen 2020/21 end i den første halvdel, og faktisk var deres indsats i slutspillet uhyre mangelfuld. Her vandt AGF kun tre kampe ud af ti, og de to var mod Randers FC, der ovenikøbet kunne grine af begge nederlag.
Fordi ærkerivalerne i samme periode sendte AGF ud af pokalturneringen og endte med at tilføje AGF den sidste hån med den overbevisende finalesejr på AGFs eget stadion. Det gjorde ondt i den aarhusianske selvfølelse at se Erik Marxen og co. løbe rundt med pokalen på Ceres Park.
Én ting er transfers. De er altid så taknemmelige at kigge på. Men et andet af AGFs grundlæggende problemer er, at ingen af deres lovende unge spillere synes at udvikle sig i den rigtige retning.
Der er altid en enorm goodwill omkring klubbernes egenudviklede spillere, når de begynder at etablere sig. Men hvad så med de næste skridt? Fair play til Sebastian Hausner, Benjamin Hvidt, Albert Grønbæk og Alexander Ammitzbøll. Men de ligner bare ikke nogle, der er klar til at løfte AGF i denne sæson.
Det chokerende nederlag til nordirske Larne i Conference League satte tingene på spidsen for AGF. Jeg var selv overrasket. Men måske var det blot kulminationen på det, der gennem længere tid har været en nedadgående spiral.
Når jeg kigger på AGFs trup og holdets almindelige udtryk i dag i forhold til for blot 12 måneder siden, ja, så kan jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på, at sidste år er meget længe siden.
