FC København ser ud til at være godt på vej mod gruppespillet i Conference League.

Københavnerne vandt torsdag aften udekampen mod tyrkiske Sivasspor med 2-1, og Jess Thorups mandskab har derfor overhånden inden returopgøret i Parken torsdag i næste uge.

FCK virkede på mange måder til at have kontrol over kampen, og det var da heller ikke ufortjent, at opgøret endte med en dansk succesoplevelse.

Kevin Diks scorede FCK's første mål, før hjemmeholdet udlignede, inden Jens Stage gjorde det til 2-1. Alt sammen i løbet af en periode på fem minutter i anden halvleg.

Tidligt i opgøret ramte hjemmeholdets Olarenwaju Kayode ydersiden af målrammen. Ser man bort fra det forsøg, virkede det reelt kun til at være den hurtige ivorianske kantspiller Max Gradel, som FCK skulle tage sig i agt for.

Københavnerne døjede længe med selv med at skabe chancer, og ellers brandvarme Mohamed Daramy var en skygge af sig selv. Hans eneste nævneværdige aktion var et gult kort for film.

I løbet af første halvlegs sidste ti minutter fik Jonas Wind to gode muligheder. Først kastede han sig frem i et forlænget hjørnespark, men forsøget blev reddet. Efterfølgende fik han en stor hovedstødsmulighed, men ramte ikke målet.

Mellem det 55. og 60. minut eksploderede kampen med tre scoringer, heraf to til FCK.

Først scorede sommerindkøbet Kevin Diks atter, da han sparkede riposten på sit eget hovedstødsforsøg i mål via overliggeren. Det var backens femte mål for københavnerne i sin kamp nummer ti.

Det blev fulgt op af en scoring til hjemmeholdet, da Leke James i to omgange kom på bolden før Nicolai Boilesen.

Stillingen var dog kun lige i et enkelt minut, før Rasmus Falk smækkede et perfekt indlæg ind i panden på Jens Stage, som bragte FCK på 2-1.

Siden dalede intensiteten igen, og FCK var på forholdsvis sikker kurs mod en udesejr.

I en uskøn slutfase appellerede hjemmeholdet gentagne gange for straffespark, men trods de utallige flagrende arme så Sivasspor-spillerne aldrig ud til at have en god sag.

/ritzau/