Så giver fodboldekspert på Eurosport og klummeskribent på B.T. Sporten Morten Bruun sit bud på, hvem der gør det godt, og hvem der skal tage sig sammen.

I denne uge er der en forsvarsspiller og en dommer, som skal tage sig lidt sammen, næste gang de er til dramatiske nedrykningskampe.

Ja, og hvis man ellers kan give et skulderklap til en fodboldkamp, skal det gå til den, der blev spillet ovre på den jyske hede sidste søndag.

Du får barometeret her:

Utilgivelig dommerfejl

Jeg ved næsten ikke, om jeg skal være mest sur på Hobros forsvarsspiller Brandon Onkony eller dommer Jonas Hansen efter den episode, der fandt sted 10 minutter før tid i det vitale bundbrag mellem Esbjerg fB og Hobro.

Ved stillingen 2-1 til Hobro begik Onkony et af de mest soleklare og umodne straffespark i hele sæsonen ved helt klart at hive Joni Kauko omkuld. Den schweiziske forsvarsspiller var kommet på den forkerte side af Kauko og lavede så den næste brøler ved at rive ham i trøjen.

Helt utilgiveligt i den givne situation, men Onkony og Hobro kunne ånde lettet op, for utroligt nok overså dommer Jonas Hansen og hans linjedommer forseelsen. Ja, ja, jeg ved godt, at det er menneskeligt at fejle, men når den slags er afgørende for, hvem der rykker ned, er det altså en ubærlig fejltagelse.

Et brag af en topkamp

Der manglede bare lige 10.000 tilskuere, så havde topkampen mellem FC Midtjylland og AGF haft det hele. For sikke en kamp, jeg fik lov at kommentere for en uge siden mellem Danmarks p.t. to bedste mandskaber.

Det bedste ved det hele var afslutningen på kampen, hvor begge hold gik 100 procent efter sejren. Få øjeblikke før Nicklas Helenius scorede sejrsmålet for AGF, var Sory Kaba meget tæt på at komme helt fri i den anden ende.

Det var en af den slags kampe, der gav noget tro på Superligaen.