Et nederlag til en klub som Horsens kan accepteres og blive glemt, så længe mesterskabet kommer i hus. Gerne og helst med en sejr over FC København søndag.

Sådan kan beskeden til spillerne fra FC Midtjyllands fans kort sagt opsummeres dagen inden det meget imødesete topopgør mod FC København.

Budskabet kommer, efter at resultaterne på denne her side af coronapausen slet ikke har fulgt samme mønster som i de foregående 24 kampe i sæsonen, hvor mandskabet fra Heden kun tabte to kampe.

Det samme antal tabte kampe har klubben allerede nu noteret efter genstarten, hvor det først blev til et chokerende nederlag til AC Horsens og senest en ny spand vand i hovedet, da AGF med en overtidsscoring løb med alle tre point i sidste weekend. Inden det nederlag blev det til 0-0 hjemme mod Brøndby.

Så nu vil fansene have gang i spillerne og ikke mindst sejrene igen, og derfor var de ifølge B.T.s oplysninger på besøg på træningsanlægget natten til lørdag.

Her blev dette banner hængt op:

FC Midtjyllands fans havde i nat hængt dette banner op på Superliga-holdets træningsbane.
FC Midtjyllands fans havde i nat hængt dette banner op på Superliga-holdets træningsbane. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Nederlag til bundhold kan forgå. Mesterskabssejre skal bestå,« stod der på det store banner med en besked, som spillerne så kan tygge på et døgn før det vigtige slag i Telia Parken.

FC Midtjylland har inden søndagens vitale kamp otte point ned til FC København.