Selv om hans navn ikke var særlig bekendt for de fleste, er det svært ikke at bemærke Sory Kaba.

I juli blev den massive angriber på 191 centimeter FC Midtjyllands dyreste indkøb nogensinde, da klubben valgte at betale 22,5 millioner kroner for den nu 24-årige mand fra Guinea.

»Jeg bruger presset til at motivere mig selv, men hvis jeg tænker for meget på det, gavner det mig ikke. Det er bare et pres, som jeg må bruge positivt. Hvis klubben har smidt alle de penge efter mig, er det jo, fordi de må tænke, at jeg er det værd,« siger Sory Kaba om det imponerende prisskilt.

Indtil videre har den tidligere Dijon- og Elche-spiller nettet seks gange i 28 kampe, og selvom han ikke har ramt det niveau, han håbede på, erkender han, at FC Midtjylland er tiltænkt som et springbræt til noget større.

»Jeg kommer ikke til at blive her hele mit liv, det her er kun på kort sigt. Mit mål er at blive her et, to eller tre år og så rykke videre.«

Sory Kaba har bevidst valgt det danske sprog fra.

Allerede fra start erklærede han, at han ikke ville tage nogen form for undervisning.

»Jeg kan ikke bruge det til særlig meget. Jeg kan ikke rigtig lide det danske sprog faktisk,« siger han og griner.

FC Midtjyllands Sory Kaba mod AaB's Jores Okore i Superliga-kampen mellem AaB og FC Midtjylland på Aalborg Portland Park, søndag 14. juni 2020.
FC Midtjyllands Sory Kaba mod AaB's Jores Okore i Superliga-kampen mellem AaB og FC Midtjylland på Aalborg Portland Park, søndag 14. juni 2020. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Alligevel glemmer han ikke, hvad FC Midtjylland har gjort for at få fingrene i ham. Klubben tog kontakt til ham en del gange, før skiftet blev en realitet, og faktisk var Superligaens tophold allerede interesseret i Kaba, da angriberen spillede i sin næstseneste klub, Elche.

Nu er han så havnet i Herning.

»Det eneste, jeg vidste om Danmark, inden jeg kom hertil, er, at det er et vikingefolk,« siger Sory Kaba.

»Jeg kiggede slet ikke på landet, det var jeg ikke interesseret i. Det motiverede mig at spille fodbold, og jeg skal bare vokse som fodboldspiller. Vejret er koldt, men ærligt, så er jeg faldet godt til. Lige nu er jeg meget glad her, det er en fantastisk klub, hvor jeg har gode folk omkring mig. Men man ved aldrig, hvad der kan ske i fremtiden.«

Kaba kom til Dijon med samme prædikat som det, han bærer rundt på ovre på heden – klubbens dyreste spiller nogensinde. Det gik bare langtfra for ham, som han havde håbet. 11 kampe og 0 mål senere tog Sory Kaba turen nordpå efter en fodboldopvækst i Spanien, hvor han kom til som 17-årig.

I Superligaen har flere været ude efter angriberen, fordi han har haft tendens til at være uskarp foran mål.

»Jeg tror altid, at man kan gøre mere. Men det her er også en ny liga og måde at spille på.«

Synes du, at du har været god nok?

»Indtil videre går det okay, selvom det ikke er det, jeg håbede. Vi ligger nummer et, det vigtige er at blive mestre. I år har det ikke været, som jeg ville have det. Jeg ville gerne have scoret flere mål. Men jeg tænker på det som et år, hvor jeg har lært en masse,« siger Sory Kaba, hvis kæreste bor i Spanien.

»Jeg følte mig da alene og ensom i corona-tiden. Men den hjalp mig meget, fordi jeg brugte tiden på at træne.«

Sæsonen har muligvis været skuffende på det sportslige plan for Sory Kaba, men om ikke andet er læringskurven stejl uden for fodboldbanen.

For efter en opvækst i Guinea i en relativt velhavende familie, hvor begge forældre arbejdede i banksektoren, rejste han et år til Senegal på et fodboldakademi, inden han tog skridtet til Europa, hvor han fandt endnu et fodboldakademi, denne gang i Spanien.

FC Midtjyllands Sory Kaba fejrer sin scoring til 0-1 i Superliga-kampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland på Right to Dream Park i Farum, søndag 7. juni 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
FC Midtjyllands Sory Kaba fejrer sin scoring til 0-1 i Superliga-kampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland på Right to Dream Park i Farum, søndag 7. juni 2020. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Det fandt han på nettet, og det var hans far, der betalte.

»Da jeg kom til Danmark, var jeg overrasket over, at alle er hjemme ved 17-18-tiden. Det er ikke som i Frankrig eller i Spanien. Men jeg kan godt lide roen her.«

»I Danmark er fodbold 'bare' endnu en ting. Folk lever sig ikke ind i fodbolden, som jeg havde regnet med. Det er noget helt andet i Frankrig og Spanien, hvor folk kender alle spillere. Der er mindre passion,« siger Sory Kaba.

Han har sin helt egen teori om, hvordan Superligaen kan løftes, så spillere, som ham selv, ikke blot ser ligaen som et springbræt til noget andet.

»Superligaen er en god liga med mange unge spillere, hvor der bliver solgt fra. Men jeg tror, at mere passion kunne være med til at løfte niveauet og lokke flere spillere til.«