Brøndby-træner vil have nye spillere – og han tror også, de er på vej.
Marvin Schwäbe, Anthony Jung, Hjörtur Hermannsson, Jesper Lindstrøm, Lasse Vigen.
Alle spillere, der var med til at vinde mesterskabet i sidste sæson for Brøndby. Alle er de fortid på Vestegnen.
Og senest kan anfører Andreas Maxsø tilføjes listen, da han er på vej til russisk fodbold og ikke var med i 1-1-opgøret mod Viborg på grund af et forestående skifte.
Midt i det hele kan Brøndby-træner Niels Frederiksen se på, mens hans hold skrumper ind. Midt i Superliga-sæsonen og blot én måned inden Brøndby skal forsøge at kvalificere sig til Champions League.
Brøndbys sportsdirektør, Carsten V. Jensen, er ellers manden med ansvaret for handler, men han mødte ikke op til den ventende presse efter Viborg-kampen.
I stedet måtte træner Niels Frederiksen troligt svare på de mange spørgsmål, der omringer Brøndby for tiden.
»Jeg vidste godt, der var noget undervejs med Andreas Maxsø. Det kom tættere på lørdag, og vi vidste i løbet af ugen, at det kunne ske, så det forberedte vi os på allerede i vores træninger onsdag og torsdag,« siger Frederiksen, der vil have nye spillere ind.
»Det kan jeg selvfølgelig ikke være tilfreds med. Med de ambitioner, vi har herude, skal der selvfølgelig også noget ind den anden vej. Men det tror jeg også, der er stor enighed om, at der kommer på et tidspunkt. Vi har sagt, vi har tålmodighed, så vi gør det rigtigt – og ikke forhastet,« lyder det fra Brøndby-træneren og fortsætter:
»Vi har sagt farvel til store profiler før, det er ikke nyt. Men vi siger farvel til lidt større profiler denne gang – og lidt flere end sidst. Men sådan er det. Så er der nogen andre, der får chancen, og vi gør det så godt med dem, som vi nu kan,« siger han.
Han peger på, at salget af Jesper Lindstrøm for 52 millioner kroner er den case, Brøndby har stræbt efter i lang tid. Og det samme gør sig gældende for Maxsø, der kan skaffe Brøndby 15 millioner kroner i klubkassen.
Læg dertil, at Brøndby er sikret en milliongevinst i form af et europæisk gruppespil. Kunne man så ikke håbe som træner, at der kom nye spillere?
»Jeg tror, det er ligegyldigt, hvad jeg håber,« siger Frederiksen.
»Det er ligesom, hvis du vil have nogle blomster til at gro, så må du nogle gange luge lidt ud i bedet, så der bliver plads med sol og lys og det hele til de nye, der skal frem. Og så opstår der et nyt grundlag.«
Men du kan heller ikke fjerne hele bedet, tænker jeg?
»Nej, men det har vi heller ikke gjort, synes jeg. Vi har fjernet en del, men vi har ikke fjernet hele bedet endnu,« lyder det fra Niels Frederiksen.
I stedet må han – nok en gang i sin Brøndby-tid – sætte sin lid til spillerne i næste række.
»Der er to muligheder, når profiler forsvinder. Enten kan du træde til siden og kigge på, at andre stepper op – eller så kan du selv steppe op. Det er jeg sikker på, vi har spillere i truppen, der kan gøre.«
Brøndby er endnu uden sejr i sæsonens to første kampe. Ligesom i åbningskampen mod AGF blev det 1-1 hjemme mod Viborg søndag.

