En transfer af de helt store er på vej på heden. Det har FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, teaset for på de sociale medier.

Nu kan B.T. kan afsløre, at det er landsholdsangriberen fra Guinea Sory Kaba, som er den første store sommer-signing i FCM. Ifølge B.T.'s oplysninger bliver 24-årige Kapa præsenteret officielt på fredag.

Sory Kaba, som i foråret har spillet i Dijon i Ligue 1, er udset til at afløse Paul Onuachu som FCM's førstangriber, og han er ikke en billig herre.

Ifølge Herning Folkeblad er prisen på Kaba i omegnen af 25 millioner kroner, hvilket gør ham til det dyreste indkøb i den 20 år gamle superligaklubs historie.

Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

Kaba blev i vinter kædet sammen med FC Midtjylland, men han valgte at skifte til Dijon fra spanske Elche, hvor han havde haft fin succes i to sæsoner.

Kontrakten med franskmændene var på 4,5 år. Købsprisen var omkring 30 millioner kroner. Men Kaba har ikke slået til i Dijon, hvor det er blevet til blot to kampe fra start i foråret.

Det er blandt andet den situation, som FCM har udnyttet til at lokke ham til Superligaen.

B.T. har været i kontakt med FCM for en kommentar, også bestyrelsesformand Rasmus Ankersen, som dog ikke er vendt tilbage på B.T.'s henvendelser.

Sory Kaba bliver præsenteret på fredag.
Sory Kaba bliver præsenteret på fredag. Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

'Skal vi fejre det med en transfer?' var ordlyden på Rasmus Ankersens tweet tirsdag aften i forbindelse med en markering af FCM's 20-års fødselsdag.

Det fik klubbens fans på stikkerne, og de har brugt de meste af dagen på at jagte navnet på den nye angriber i den sorte trøje. Siden har Ankersen hygget sig med at løfte sløret for, at spilleren, der var på vej, eksempelvis var over 186 centimeter høj.

Det passer fint på Sory Kaba, som er 191 centimeter høj. Og i øvrigt har spillet otte landskampe for Guinea, som han har scoret to gange for.

Paul Onuachu, som Kaba skal afløse på 9'er-positionen, ventes at blive solgt denne sommer. Den belgiske mesterklub Genk er blandt de varmeste bejlere.