174 kampe i FCK-trøjen.

Lørdag bliver det formentlig kamp nummer 175 for højrebacken Peter Ankersen, der forlader hovedstadsklubben til sommer.

»Det er meget vemodigt,« siger Peter Ankersen til B.T. forud for sæsonens sidste superligakamp, hvor FCK skal møde FC Nordsjælland i Parken.

En kamp, der muligvis bliver Peter Ankersens sidste i FCK-trøjen.

»Jeg har været ufattelig glad for min tid her i FC København, hvor jeg har udviklet mig meget personligt, som menneske, men også som fodboldspiller. Jeg synes selv, at jeg har haft fire fantastiske år, hvis man selvfølgelig ser bort fra det forfærdelige år, vi havde sidste år,« fortæller Peter Ankersen om FCK-tiden, hvor det er blevet til tre nationale mesterskaber og to pokaler, men også en nedturssæson i fjor, hvor københavnerne endte på Superligaens fjerdeplads.

Aldrig tidligere har højrebacken spillet så mange kampe for det samme hold.

Peter Ankersen kom til FCK i 2015 fra Red Bull Salzburg. Efter en sæson, hvor han kun var udlejet til FCK, købte hovedstadsholdet ham fri.

De mange år i FCK har smittet af på den 28-årige fodboldspiller.

Karrierens bedste tid

»Det er blevet min klub,« siger Peter Ankersen.

»Jeg har haft den bedste tid i min karriere her. Så det er klart, at det bliver svært at finde noget, hvor jeg har det bedre. Men i fodbold handler det ikke altid kun om at have det godt. Det handler også om at komme ud og udfordre sig selv. Det glæder jeg mig også til i det næste kapitel, men lige nu nyder jeg de få dage, der er tilbage.«

Det gælder om at prøve noget andet, mens man kan. Og det er derfor, Ankersen søger andetsteds uden at have nogen idé om, hvor det bliver endnu. Men han har en klub i baghovedet. Det er den, han spiller for nu.

FCK's Peter Ankersen i superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning 16. september 2018.
FCK's Peter Ankersen i superligakampen FC Midtjylland mod FC København på MCH-Arena i Herning 16. september 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg håber, at det her er et 'på gensyn'. At jeg skal ud og udfordre mig selv nogle år, og så håber jeg, at der er plads til, at jeg kommer tilbage på et tidspunkt. Det er mit mål,« fortæller Ankersen og siger, at han godt kan se sig selv spille i FCK-trøjen igen om tre-fire år.

Han vil gerne lade sig inspirere af spillere som for eksempel William Kvist, der har forladt FCK for at vende tilbage efter at have spillet i udlandet.

»Jeg håber også, at jeg kan være en del af det i fremtiden. Lidt a la sådan en rolle, som William har haft, eller Pierre Bengtsson, der er kommet tilbage.«

Tiden i FCK har dog også dannet ramme om en af karrierens helt store skuffelser for Peter Ankersen. I sommer blev han ikke udtaget til VM, selvom han havde deltaget i størstedelen af kvalifikationskampene til turneringen. Siden da er han dog blevet udtaget flere gange af Åge Hareide.

»Selvfølgelig holder jeg fast i, at jeg er den bedste højreback,« siger Peter Ankersen med hentydning til et interview i efteråret, hvor FCK-spilleren meldte ud, at han ser sig selv som Danmarks bedste på den plads.

Samtidig gør han meget ud af at understrege, at de forskellige højrebacks, der bliver udtaget til landsholdet, er forskellige typer, og de derfor kan være svære at sammenligne.

»Nu skal du ikke lave en artikel om, at jeg skal være den bedste højreback eller noget. Men du må gerne skrive, at jeg stadig holder fast i, at jeg synes, jeg er den bedste. Dermed ikke sagt, at det er uden respekt for mine konkurrenter,« fortæller Peter Ankersen.

Kampen mellem FC København og FC Nordsjælland fløjtes i gang lørdag kl. 17.