Fodboldspillerne Peter og Jakob Ankersen er i stor sorg – de har mistet deres far.

Palle Svarrer Ankersen, der var en kendt erhvervsmand i Esbjerg, er død efter længere tids kræftsygdom. Han blev kun 57 år.

Han sov ifølge JV.dk stille ind i fredags omgivet af sine nærmeste.

»Palle har taget sin sygdom med oprejst pande. Han har i hele forløbet været åben og ærlig over for sine omgivelser. Han har aldrig gemt sig, og hans kolleger fik jævnligt en opdatering af, hvordan det gik. Han har aldrig beklaget sig over sin sygdom, og han var afklaret med døden. Palle var et fantastisk menneske, som vi har mistet alt for tidligt,« siger hustruen, Helene Ankersen, til mediet.

Palle Svarrer Ankersen arbejdede hos flere store firmaer i Esbjerg, men han var også meget involveret i sine sønners fodboldkarrierer.

Peter Ankersen spiller i dag i FC København, mens Jakob Ankersen spiller i AGF.

Men de begyndte begge deres karrierer i Esbjerg – eller EfB – hvor faren i mange år sad med i bestyrelsen for amatørafdelingen, hvor han også har været holdleder for sønnerne.

Samtidig rejste han ofte landet rundt for på nærmeste hold at se tvillingerne Peter og Jakob Ankersen spille fodbold.

»Vi er aldrig blevet tvunget til at spille fodbold, men vi har lært, at gør man noget, så gør man det fuldt ud. Det største indtryk, han (Palle, red.) har gjort, er nok efter, vi fandt ud af, at det skulle være fodbold,«  siger Ankersen-brødrene i en fælles udtalelse til Jv.dk:

»Han har været en kæmpe motivation, lært at man skal finde en balance, at man ikke skal lade sig sætte for hårdt under pres, men stadig sætte knivskarpe mål.«

Da Palle Svarrer Ankersen blev syg, var det dog brødrene, der ofte tog turen hjem til Esbjerg for at være hos faren. Og de valgte at fortælle om sygdommen.

Han så sin sidste fodboldkamp for halvanden uge siden, da FC København var på besøg i Esbjerg.