AGFs ambitioner for den kommende sæson er endnu engang deltagelse i slutspillet. Det er en målsætning, der har kikset de seneste to sæsoner, men i år skal det være for århusianerne.

Allerede i lørdagens åbningskamp mod FC Midtjylland får fodboldinteresserede de første indikationer på, om AGF kan bide skeer med de bedste hold i Superligaen. Cheftræner David Nielsen maner dog til besindighed og understreger, at det ikke er de regerende danske mestre fra FC Midtjylland eller de øvrige guldkandidater fra Brøndby IF og FC København, som AGF skal måle sig med.

»Glem de tre hold. I AGF skal vi i den kommende sæson forsøge at presse os ind i det felt af otte-ni hold, der kommer til at kæmpe om top 6-placeringerne,« siger han.

Ifølge David Nielsen er fan-opbakningen det eneste parameter, hvor AGF i øjeblikket kan tillade sig at sammenligne sig med Superligaens tophold.

»Med det mener jeg, at vores fans har spillet med om guldet de seneste 50 år. Jeg er helt sikker på, at AGF på sigt har en strategi om at måle sig med de allerbedste klubber i Superligaen. Men i den kommende sæson handler det altså om at få slået hul ind til top 6.«

Foto: Henning Bagger
Foto: Henning Bagger Foto: Henning Bagger
Vis mere

I sidste Superliga-sæson placerede AGF sig som det fjerde bedste hold efter FC Midtjylland, AaB og AC Horsens. Den placering går David Nielsen efter at forbedre.

»Nu er der jo ikke en intern jysk liga, men det er klart, at vi da gerne vil 'vinde' slaget om Jylland. Når det er sagt, må vi erkende, at FC Midtjylland har gjort det fremragende. Det er flot, at de i sidste sæson vandt det danske mesterskab. De har sat en standard, som det er op til os andre at udfordre. Nu går vi ind i en ny sæson, så må vi se, hvordan det jyske hierarki bliver her. Jeg forholder mig dog til hele Superligaen og ikke kun, hvor stærke de jyske hold er indbyrdes,« siger David Nielsen.

Siden han i fjor overtog cheftrænerjobbet i AGF fra fyrede Glen Riddersholm, har David Nielsen oplevet, at Aarhus er en fodboldgal by.

»Vi har flere fans end de fleste andre fodboldklubber i Danmark. Der er utrolig stor opbakning til holdet, og en fantastisk støtte fra folk rundt om holdet. Men det er klart, at gode resultater er en medvirkende årsag til at opbakningen fastholdes,« siger David Nielsen, der ikke ønsker at besvare spørgsmålet om, hvad han mener, der er gået godt og dårligt under hans ledelse.

»Jeg ønsker ikke at kaste en dom over mit eget arbejde. Andre må svare på, hvad jeg har gjort af gode ting, men sammen med mit team arbejder jeg med holdet på den måde, jeg synes er bedst,« siger David Nielsen.

Foto: Henning Bagger
Foto: Henning Bagger Foto: Henning Bagger
Vis mere

Til gengæld er han mere meddelsom, når snakken kredser om det ekstreme pres en AGF-træner er udsat for.

»Faktum er at jeg ikke føler noget pres. Havde jeg til gengæld været indespærret i en grotte et sted i Thailand, havde min situation utvivlsomt set diametralt modsat ud. Men selvfølgelig er det sådan i AGF, at man udsættes for et kæmpe pres. For leverer man ikke, bliver man fyret. Sådan er verden. Det er det job, jeg har valgt og det er det job, jeg elsker,« lyder David Nielsens slutreplik.