Ganske vist vandt FC Midtjylland det danske mesterskab i sidste sæson. Men triumfen er tilsyneladende ikke steget lederne i den midtjyske Superliga-klub til hovedet.

På spørgsmålet om hvorvidt FCM-direktør Claus Steinlein mener, at den model som man navigerer efter er bedre end konkurrenternes, er svaret i hvert fald benægtende. Øverst i artiklen kan du se FCM vinde guld

»Overhovedet ikke. Vi har kæmpe respekt for den måde, de gør det på. FCK har en fantastisk forretning, mens Brøndby har satset på tysk træner og aggressiv spillestil. Desuden har de en unik fankultur. Til sammenligning satser vi benhårdt på at udvikle talenter, som kan sælges til udlandet. Det har vi over de seneste tre år vist er muligt. I den periode har vi solgt spillere som Pione Sisto og Andreas Poulsen, hvilket ikke er gået ud over resultaterne,« siger Claus Steinlein.

I det hele taget har Claus Steinlein masser af positive ting at sige om tingenes tilstand i dansk klubfodbold.

»Jeg synes, der er mange, der gør det godt. Vi har bare valgt vores model, og den forsøger vi år efter år at forbedre 5-10 procent. Det er målet også de næste fem år. Kigger vi indad, synes jeg det ser fornuftigt ud både talent- og scoutingmæssigt. Og så har vi den rigtige kultur at putte tingene ind i. Op til den ny sæson har vi eksempelvis lavet vores baner om for sammenlagt 12 mio. kroner for at give spillerne endnu bedre træningsfaciliteter,« siger Claus Steinlein.

FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein.
FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kort tid efter FC Midtjylland havde sikret sig DM-guldet, sagde Claus Steinlein, at man fremadrettet ville være en konstant udfordrer til FCK og Brøndby IF.

»FC Midtjylland er en ung klub, der blev skabt i 1999. I første fase under cheftræner Ove Pedersens ledelse fik vi én medalje. I den anden med Erik Rasmussen som cheftræner erobrede vi to sølvmedaljer, og i den tredje har vi med henholdsvis Glen Riddersholm og Jess Thorup vundet to DM-guldmedaljer. Jeg føler, at FCM nu har et godt og stabilt fundament til i den kommende periode over 10 år at erobre flere mesterskaber og kvalificere os til gruppespillet i de to Europa Cup-turneringer,« siger Claus Steinlein og tilføjer:

»Men jeg tror såmænd ikke, at hverken FCK eller Brøndby kan lære noget af os. De skal gøre det på den måde, de gør det. Brøndby og FCK har hver især haft stærke perioder historisk set. Det er vel mere os, der skal lære af dem, hvordan man bliver en magtfaktor.«

Guldmedaljer og pokal til FC Midtjylland-spillerne efter sidste kamp i sidste sæson.
Guldmedaljer og pokal til FC Midtjylland-spillerne efter sidste kamp i sidste sæson. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Claus Steinlein ser sidste sæsons mesterskabserobring som et eksempel på, at FCM med sit talentakademi har fundet en gylden model, som gør, at de med færre penge end de andre kan blive magtfaktor i dansk fodbold.

»DM-guldet var en blåstempling af vores akademi, scoutingsystem og det arbejde Jess Thorup laver sammen med den øvrige trænerstab. Vi fik 85 point, hvilket er historisk mange, og samtidig solgte vi for 200 mio. kroner i seneste transfervindue. Det er en unik historie i dansk fodbold. Alt gik i sidste sæson op i en højere enhed for os,« fastslår Claus Steinlein, der ser frem til efteråret, hvor årsregnskabet offentliggøres.

»Sagt på jysk kommer vi ud med et fornuftigt overskud. Den nøjagtige størrelse ønsker jeg ikke at fortælle endnu. Men jeg kan sige så meget, at det er to-cifret, og at det bliver andet år i træk, hvor Matthew Benham (FCM’s ejer, red.) ikke har været nødsaget til at komme med penge. Ganske vist havde vi sidste år et bogføringsunderskud, men det skyldtes mere afskrivninger. Så vi har også fået en forretningsmodel, der hænger sammen;« siger Claus Steinlein.

FC Midtjylland indleder den ny Superliga-sæson med hjemmekamp mod AGF lørdag aften.

»Den overordnede målsætning for 2018/2019 går på, at vi skal med i mesterskabsslutspillet, spille med om DM-guldet og forsvare mesterskabet,« siger Claus Steinlein, der trods adskillige indkøb og salg i sommerens transfervindue ser lyst på mulighederne for fortsat succes.

»Overordnet set synes jeg, at vi har holdt fast i grundstammen på det hold, der vandt DM-guld. Stort set råder vi over samme start-11’er og krydret denne med Mayron George, Simon Okosun og Dominik Drexler. Målet har været at styrke os i både toppen og bredden, så vi er klar til alle de kampe, vi forhåbentlig skal spille. Jeg synes, vi ser en lille tand stærkere ud nu end vi gjorde, da sidste sæson gik i gang,« lyder Claus Steinleins slutreplik.