Nicklas Bendtner flirtede med Brøndby, efter hans kontrakt med FC København udløb ved årsskiftet 2019/2020.

Det afslører den tidligere landsholdsstjerne i Discovery Plus-programmet 'Bendtner og Philine'.

»Der er blevet flirtet med dem, men det vil jeg aldrig gøre. Jeg vil kun spille for FCK i Superligaen. Jeg ville gerne have fortsat der, men Ståle og jeg kunne ikke blive enige,« siger Nicklas Bendtner og fortsætter:

»Det hårdeste og sværeste var at skulle sige farvel til fansene og omklædningsrummet. Alle de ting, hvor man har været sammen og fælles om det.«

33-årige Nicklas Bendtner.
33-årige Nicklas Bendtner. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Du kan se danskeren kommentere Brøndby-flirten i videoen øverst i denne artikel.

33-årige Nicklas Bendtner fortæller videre, at han ligeledes havde tilbud fra andre Superliga-klubber.

»Ja, jeg kunne nok stort set have taget til dem alle, hvis det var.«

Den tidligere Arsenal- og Juventus-angriber offentliggjorde sit karrierestop i sommer. Her havde han gået halvandet år uden at være på kontrakt i en fodboldklub.

Og hvis vi skal tro på Nicklas Bendtner, så skyldtes den manglende kontrakt den globale covid-19-pandemi.

»Det har været en total svingtur at stoppe. Det har været så hårdt at finde min plads i det. Normalt når du stopper, så har du en plan, men min plan var at skulle videre.«

»Så har corona bare gjort det totalt svært, for du har ikke haft et eller andet, der kunne tage over.«

Afsluttende siger Nicklas Bendtner, at han ikke regner med at få de oplevelser igen, som han fik, mens han var fodboldspiller. Lige nu er han dog i gang med at uddanne sig til fodboldtræner, og han håber at kunne få nogle fede oplevelser på den måde.