Det var lige ved, det aldrig blev.
For efter Børge Bach og Lynge Jakobsens besøg i Tallin havde AaBs dengang kommende angriber Andres Oper én kamp tilbage for Flora.
Men efter 20 minutter bankede esteren knolden ind i en modspiller.
Og mens hovedet buldrede, og det højre øje voksede sig blåt og blindt, hang udlandskarrieren pludselig i en tynd tråd.
»Ja, jeg kom til Aalborg med et blåt øje,« husker Andres Oper, da B.T. fanger den i dag 43-årige ester med østeuropæisk accent som en anden Bond-skurk.
Og en Bond-skurk lignede han også, da han ankom til Nordjylland med sæbeøje og kraftige kindben.
Men han kunne være blevet en af de helt store helte allerede kort inde i sin AaB-karriere, da aalborgenserne – efter mesterskabet i 1999 – spillede Champions League-kvalifikation mod det ukrainske storhold Dynamo Kiev:
»Jeg var sikker på, at da jeg lavede assisten til Allan Gaarde, var den ikke ude over baglinjen. Det var uheldigt,« husker Andres Oper udekampen, hvor AaB kom foran 3-2 og havde en fod i Champions League-gruppespillet, men målet blev underkendt.
Kunne I have brugt VAR dengang?
»Haha, ja helt sikkert! Men måske er jeg ikke den mest objektive.«
»Det var stort at spille europæisk, og skiftet til AaB var et godt skridt for mig. Da jeg voksede op, var Kiev et hold, jeg fulgte, så det var vildt pludselig at spille mod et hold med en sådan historie og deres berømte træner, Valeriy Lobanovskyi,« husker Andres Oper om ukrainernes træner, der har fostret hele tre Ballon d'Or-vindere.
Men Champions League-drømmen brast den augustaften i Kiev.
Andres Oper var en af flere Lynge Jakobsen-investeringer, som pludselig ikke gav det afkast, der var forhåbningen.
I stedet forsvandt blandt andre stjernen Ståle Solbakken, den elegante midterforsvarer Jozo Matovac og træner Hans Bäcke, der senere skabte FCKs stormagtsfundament.
Andres Opers gode start blev heller ikke fulgt op.
Sammen med Søren Frederiksen dannede den estiske landsholdsspiller en angrebsduo med samme træfsikkerhed som en Lotto-spiller.
»Du kan altid sige, jeg skulle have scoret flere mål. Især mit andet år var hårdt. Vi fik Peter Rudbæk som træner, og jeg vidste ikke, hvad han ville have fra mig, og han fortalte det ikke. Så da jeg opsøgte ham, sagde han: 'Hvorfor er du ikke kommet før?'« siger Andres Oper, som mod hans ønske blev placeret på kanten i den periode.
Det aalborgensiske fodboldpublikum vendte dog hverken 'Evigglad' eller Oper ryggen, selvom der blev ramt pølsevogne frem for målnet. Det er Andres Oper taknemmelig for:
»Jeg nød virkelig det lille fodboldmiljø omkring klubben og følte altid støtten. Det er et dejligt stadion og som sagt: Jeg skulle have scoret flere mål – især i andet og tredje år, man mærkede altid støtten, selvom fansene ikke fik de mål, de ønskede, fra mig,« fortæller den sympatiske ester, der efter Rudbæks fyring igen blomstrede som frontløber.
I alt nåede han 133 kampe for AaB – én færre end han nåede for Estlands landshold.
Hans sidste tid var den mest succesfulde personligt, men pludselig sluttede tiden i Nordjylland.
»Jeg havde en fantastisk tid med den legendariske træner, Poul Erik Andreasen. Jeg kunne virkelig lide ham, men da jeg skiftede til Torpedo Moskva, gik det hele så hurtigt, at jeg aldrig fik muligheden for at sige farvel. Heller ikke til fansene.«
Andres Oper er netop fortrængt som den udlænding med flest kampe for AaB af den svenske målmand, Jakob Rinne.
I dag er han assisterende træner på det estiske landshold, og selvom han ikke har kontakt til tidligere AaB’ere, bærer han stadig tiden med sig.
»For nogle få uger siden havde klubben en ung, estisk U-landsholdsspiller til prøvetræning. De spurgte mig, hvad jeg syntes om klubben, og jeg sagde, det var en god klub at starte sin karriere. Det var det for mig.«
Mens det danske landshold i sommer oplevede sin største succes i nyere tid med folkefest og EM-semifinale, lever de baltiske landshold i skyggen af den europæiske fodboldtop.
Den tidligere AaBer er sammen med den nytiltrådte schweizer Thomas Häberli i spidsen for at bringe Estland ud af middelmådigheden og drømme som naboerne Letland, der sensationelt nåede EM i 2004:
»Vi er på rette vej. Vi har fået en ny tro på holdet. Vi har lige vundet Baltic Cup for første gang i 83-84 år, og det har givet os mentaliteten og troen på: 'Vi kan faktisk godt vinde noget',« slutter den nuværende landsholdsassistent, der ligesom en anden tidligere AaB-legende, Mattias Lindström, er gået trænervejen.
