Midt i årtiers største konflikt mellem Brøndby IF og klubbens fans står en 16-årig folkeskoleelev ud.
For på den fuldstændig forladte stemningsscene i Brøndby, hvor den ombruste fangruppe Alpha i protest mod klubbens ejere har boykottet sit arbejde som stemningsskabere, er niendeklasse-eleven Jannick Bergqvist trådt frem.
Trådt frem i det konfliktramte og splittede fanafsnit med en megafon i hånden i et forsøg på at få gang i det, der har kendetegnet Brøndbys fanscene i så mange år:
Uforbeholden støtte til de 11 spillere, der render rundt i Brøndby-trøjer på græsset.
Og det er der en særlig årsag til, fortæller den unge Brøndby-fan, der vil holde sig helt ude af konflikten mellem de stemningsorganiserende Brøndby-fans, de amerikanske ejere fra Global Football Holdings og de Brøndby-fans, der har det fint med klubbens nye ejere.
»Jeg gør det kun for spillerne, for de har sgu brug for støtte. Og klubben har betydet så meget for mig og givet mig meget glæde. Brøndby Stadion er som mit andet hjem.«
»Jeg gør det ikke for GFH, og jeg holder mig ude af alt det. Det handler ikke om det. Det handler kun om at støtte spillerne,« siger han til B.T., der fanger ham i pausen af en historietime torsdag middag.
Den 16-årige knægt fra Birkerød indledte sit forsøg på at skabe stemning på Brøndby Stadion, da han og to venner gik på stemningstribunen Sydsiden med megafon og tromme til Viborg-kampen for to uger siden.
Mandag var han så helt alene i capo-tårnet på udebane mod FC Nordsjælland, og den indsats har medført stor omtale af både positiv og negativ karakter.
Medfans har rost hans store mod og blandt andet kaldt ham 'en helt med kæmpe nosser', mens andre har grinet af Jannick Bergqvist i capo-tårnet.
Selv tager han responsen med oprejst pande.
»Det var noget helt specielt og helt unikt. Men det var også noget af det sværeste, jeg nogensinde har prøvet - det at få gang i stemningen.«
»Nogle sang med, nogle grinte af mig. Men jeg tager det ikke personligt, jeg håber bare, at de vil synge med på et tidspunkt,« siger Jannick Bergqvist.
Søndag gæster AGF Brøndby Stadion, og her vil Jannick og vennerne Alex og Elliott igen forsøge at skabe stemning, hvis ikke andre gør det.
Men mest af alt håber han på, at Fanafdelingen i Brøndby og de amerikanske ejere når til enighed om den værdiaftale, som man for tiden forhandler, og som er betingelsen for, at de stemningsskabende fans afslutter sit boykot.
»Jeg er ærgerlig over, at der ikke er den samme stemning som før. Så jeg håber på, at vi snart kan komme tilbage til det gamle, hvor Brøndbys fans var de bedste.«
Indtil videre må Jannick Bergqvist tilbage til historie-bøgerne, før turen går til Sydsiden på søndag.