Danskerne er vilde med vægttab. Det konkluderer kosttilskudsfirmaet Pharmovital i sit seneste årsresultat.

Firmaet sælger blandt andet den receptfrie vægttabspille Formoline L112, men i august måned måtte vægttabshungrende danskere gå tomhændet fra apoteket. For firmaet havde totalt udsolgt. 

Den store efterspørgsel er årsag til, at Pharmovital på et år har ‘ottedoblet’ sit overskud fra 586.000 kroner til 4,9 millioner kroner. Et resultatet som direktør Eskil Krogh er særdeles tilfreds med: 

»Vægttab fylder mere end nogensinde,« skriver han i en pressemeddelelse.

Ifølge direktøren har receptpligtig medicin som Wegovy og Mounjaro været med til at øge efterspørgslen – også på receptfrie muligheder som Formoline.

»Der findes ikke én løsning, der passer til alle, når det handler om vægttab og – kontrol … Der er kommet langt større opmærksomhed på de forskellige muligheder, og flere forholder sig aktivt til, hvad der passer til dem,« skriver han.

Håndkøbsmedicin sælges som behandling mod overvægt og fedme.  Foto: PR

Spørger man træningsfysiolog Henrik Duer, bør danskerne dog være langt mere kritiske, før de – i kampen mod overvægt – kaster penge efter produkter som Formoline, som han ser det, er det:

»Endnu et kosttilskud, der sælger godt på grund af folks desperation. Jeg kan selvfølgelig være ligeglad med, hvordan man bruger sine penge, men jeg vil gerne stille spørgsmål ved, om pillerne er en god investering.«

Forbrugerne skal være opmærksomme på, at pillen 'ikke tager hånd om den reelle årsag til overvægten eller giver de 'fornødne redskaber til at holde vægttabet efterfølgende', skrev han i et Facebook-opslag i juli måned.

Selv har Henrik Duer skrevet fem bøger om vægttab og har den sjette undervejs. Han har tidligere været med i TV3-programmet ‘Ekstrem fed’ og har blandt andre hjulpet Stefan (Stormand) Jensen, som har tabt sig mere end 200 kilo. Læs mere om ham her.

Ifølge Henrik Duer bør slankepillen aldrig være første valg, hos danskere, der ønsker at slanke sig.

»Folk vil gerne have et quickfix, men det er et meget beskedent vægttab, kosttilskuddet giver,« siger han til B.T.

I klinisk dokumenterede forsøg har brugere af vægttabsmedicin som Wegovy og Mounjaro smidt mellem 15-21 procent af deres vægt, men Formoline, der sælges som medicinsk udstyr skal ikke på samme måde kunne dokumentere en effekt.

Overlæge på Nationalt Center for Overvægt Jens Meldgaard Bruun har dog tidligere fortalt, at pillen i en klinisk afprøvning, hvor deltagerne også ændrede deres kost- og motionsvaner, hjalp deltagerne til at tabe sig 12 kilo på 12 måneder. Resultatet skal dog holdes op mod, at placebogruppen, der gjorde det sammen, men altså ikke tog pillerne, efter 12 måneder havde tabt sig otte kilo.

Selvom Formoline er væsentligt billigere end de medicinske vægttabsmidler, koster det på et år omkring 5.400 kroner at tabe sig med pillerne.

»Men fordi vægttabet er stærkt begrænset, bliver det dyre kilo, hvis du skal holde det resten af livet,« siger Henrik Duer.

Er du ikke bare ude efter en konkurrent på vægttabsmarkedet?

»Det er en fair pointe, men jeg er fuldt booket og kan ikke selv tage flere klienter ind, og det kommer hverken Formoline eller vægttabsmedicin for den sags skyld til at ændre på. Så lad os bare se på argumenterne,« siger han.

»I min verden er fundamentet for et vægttab, der holder, 20 procent kost og motion og 80 procent mentalt. Det vil sige håndtering af vaner, motivation og troen på egne evner.«

Hans væsentligste kritik går på, at kosttilskuddet ikke finder og behandler årsagen til, at der er kommet for mange kilo på sidebenene.

»Typisk er der to forklaringer, der vejer tungt: Den ene er snackvaner og inaktivitet. Den anden er mængden af ultraforarbejdet mad – altså junkfood. Men får du ikke taget hånd om årsagen, er det kun et spørgsmål om tid, før du tager på igen.« 

Uanset om man taber sig med vægttabsmedicin, kosttilskud eller andre metoder er alfa omega for et varigt vægttab at ændre vaner og mindset, siger han:

»Der er to faser i et vægttab – selve vægttabet og vedligeholdelsen af vægttabet. Sidstnævnte varer resten af livet.«

B.T. har forelagt Henrik Duers kritik for Pharmovital. Læs hans svar herunder: