Har du været på apoteket i januar, har du sikkert set reklamer for slankemidlet Formoline L112. Et tysk slankemiddel, der lover at smelte kiloene af sidebenene.
Men ifølge en dansk ekspert, er det ikke vægttab, som midlet egner sig bedst til.
»Jeg giver ikke meget for det som isoleret vægttabsmiddel. For vægttabet er beskedent.«
Sådan lyder dommen fra overlæge på Nationalt Center for Overvægt, Jens Meldgaard Bruun.
»Jeg har endnu ikke mødt nogle, der har brugt det, men det har været stort i Tyskland,« siger han.
Det er ellers let at komme i gang, for produktet kræver hverken lægebesøg eller recept, men kan købes i håndkøb på apoteket, hvor det sælges som medicinsk udstyr.

I modsætning til egentlig vægttabsmedicin, som Wegovy og Mounjaro, der øger det naturlige hormon GLP-1 i kroppen, optages Formoline L112 ikke. Men midlet har derimod en ren fysisk funktion i kroppen.
Naturlige kostfibre, udvundet fra krebsdyr som rejer, krabber og hummere, udgør indholdsstoffet polyglucosamin, der 'fysisk binder fedt i tarmen og indkapsler det i en geléagtig struktur', skriver onlineapoteket Apopro.dk:
»Fedtet optages derfor ikke, men føres videre til tyktarmen, hvor det udskilles naturligt.«
Virkningen er ifølge Jens Meldgaard Bruun velkendt fra tidligere vægttabspiller, som slankepillen Alli, der i 2009 gjorde sin entre på det danske marked.
»Det er samme princip, der bliver brugt her. Stoffet virker ved at mindske optagelsen af fedt fra måltidet.«
Derfor er det vigtigt, at tabletterne tages sammen med et måltid.
»Men man skal passe på, hvad man spiser. Spiser man for fed mad, er der formentlig risiko for at få fedt-diarre,« advarer Jens Meldgaard Bruun.
Webapoteket.dk lover, at tabletterne binder op til 66 procent af fedtet fra kosten, men pointerer:
»Formoline L112 bør ikke stå for sig selv, men kan med fordel anvendes sammen med en kaloriereduceret kost og regelmæssig motion for optimal effekt.«
I en klinisk afprøvning af slanketabletterne blev 100 mennesker bedt om at reducere deres kalorieindtag med 10 procent og øge deres aktivitetsniveau med ni timer om ugen. Samtidig fik halvdelen af brugerne Formoline L112, mens den anden halvdel fik placebo.
Efter 12 måneder havde den første gruppe tabte sig 12 kilo, mens placebogruppen i gennemsnit tabte sig otte kilo.
Ifølge Jens Meldgaard Bruun er der ikke grund til at betvivle virkningen:
»Tabletterne giver et lille vægttab. Men effekten er meget mindre, end den man kan opnå med for for eksempel Wegovy og Mouanjaro.«
Derfor vil han ikke anbefale tabletterne til danskere, der har overvægt og gerne vil tabe sig.
»Man kan ikke bruge det alene som et vægttabsmiddel, men måske som supplement til noget andet.«
Han kan få øje på ét formål, som tabletterne egner sig til.
»Hvis man har taget et af de meget potente vægttabsmidler, og ér kommet ned i vægt, kan man måske bruge det her produkt til vægtvedligeholdelse. For det er langt billigere end Wegovy og Mounjaro.«
Vil man bruge produkterne til vægttab, skal man tage fire tabletter om dagen. Det vil koste omkring 22 kroner om dagen. Vil man derimod holde vægten, kræver det kun to tabletter om dagen, hvilket halverer prisen.
Formoline L112 sælges i to varianter, én til personer under 75 kilo og én til personer over 75 kilo. Hvilket fører til en sidste pointe, der dog er vigtig for Jens Meldgaard Bruun at fastslå:
»I min verden giver det sjældent mening, at bruge et vægttabsmiddel, hvis man vejer under 75 kilo.«

