Gennem 15 år forsøgte hun at blive nogens mor. 

Men hver gang hun tog en graviditetstest, manglede den ekstra streg, og skuffelsen fyldte.

Til sidst lagde Tea Jørgensen tankerne om søvnløse nætter og fyldte bleer på hylden. 

Og så skete det umulige. Det vender vi tilbage til. 

40-årige Tea Jørgensen lider af sygdommen PCO, der er hormonforstyrrende og ofte medfører vægtøgning og ufrivillig barnløshed, da menstruationen er uregelmæssig. 

Da hun som 38-årig ikke havde haft en eneste blødning i et år, kontaktede hun sin læge, der henviste hende til en gynækolog. 

Her besluttede gynækologen at udskrive diabetesmedicinen Ozempic til Tea Jørgensen. 

Og det skulle vise sig at have stor betydning for hendes liv. 

Tea Lis Allerslev Jørgensen kunne som 38-årig endelig kalde sig selv for mor. Hun havde forsøgt at blive gravid i 15 år.
Tea Lis Allerslev Jørgensen kunne som 38-årig endelig kalde sig selv for mor. Hun havde forsøgt at blive gravid i 15 år. Foto: Foto: Privat.
Vis mere

»Det er svært at vide om Ozempic var årsagen til, at jeg blev gravid – men jeg havde jo prøvet i 15 år uden det lykkedes. Gynækologen havde gode erfaringer med at give Ozempic til patienter med PCO, sagde de.«

Tea Jørgensen fik mere energi og en generelt sundere krop af at være på Ozempic. Efter tre måneder på slankemidlet fik hun endelig sin menstruation, der betød, at hun kunne stoppe med at skyde Ozempic ind i kroppen. 

Dernæst gik der et halvt år, hvor blødningerne igen var uregelmæssige. 

Tanken om at blive mor var således ikke længere noget, Tea Jørgensen lod fylde i sin hverdag. 

For det har aldrig været nemt at være ufrivillig barnløs, forklarer hun. At skulle tage en graviditetstest med frygten for, at den ikke var positiv. 

»Vi havde givet op og aftalt, at vi bare skulle hygge os og bruge de penge, folk bruger på babyer, på at rejse,« siger hun. 

Men lige pludselig blev hendes verden altså vendt på hovedet. Og det, hun aldrig havde turdet drømme om, blev til virkelighed. 

Hun fandt ud af, at hun var gravid. Og hun var ikke bare lidt gravid. Hun var fem måneder henne:

»Det var jo helt fantastisk. Vi kunne ikke forstå det – det første scanningsbillede viste jo en hel baby,« siger Tea Jørgensen og tilføjer:

Kender du til lignende sager? Så kontakt journalist Anne-Sofie Breinholt på ansb@bt.dk 

»Det var langt henne, men det der med en udeblevet menstruation, var jeg jo vant til.«

B.T. kunne fredag beskrive, hvordan slankemidlet Ozempic har overrasket flere kvinder med graviditet.

Eksperter peger på, at vægttab øger fertilitet, mens andre spekulerer i, at noget af indholdet i slankemidlet kan »forstyrre orale præventionsmidler og forårsage præventionssvigt.«

Tea Jørgensen forklarer, at der ingen tegn var på, at hun skulle være gravid. Trætheden slog hun hen på sin stresssygemelding, den udeblevne menstruation var hun vant til, og maven viste heller ikke tegn på, at en lille dreng var ved at tage form. 

Ikke desto mindre skulle hun nu forberede sig på, at hendes søn skulle fødes fire måneder senere.

Han kom til verden og fik navnet Frej. Han er en »drømmebaby,« der i dag er to år gammel.

»Navnet stammer fra nordisk mytologi og er frugtbarhedsgudens navn. Det, syntes vi, var passende,« siger hun.

Hør den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor vi gennemgår en række apps, du kan spare penge på. Lyt i Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.