Patienterstatningen har en god nyhed til Thomas Eriksen og andre patienter, der ikke var i arbejde, da den grumme øjensygdom NAION ramte.
Thomas Eriksen var en måned tidligere blevet fyret som landmåler på grund af besparelser, da han i november blev ramt af sygdommen, der betyder, at han har mistet store dele af synet i højre øje.
Han havde på det tidspunkt taget det populære slankemiddel Wegovy i 11 måneder, og fredag vurderede den europæiske bivirkningskomité, at NAION kan være sjælden bivirkning ved Wegovy, Ozempic og Rybelsus, der er storsællerter fra Novo Nordisk.
Noget B.T. har dækket siden juli sidste år, hvor Claus Heine stod frem.
27 indberetninger
Thomas Eriksen er en af de foreløbigt 27 patienter, der har meldt til Patienterstatningen, at han har fået øjensygdommen, samtidig med, at han har taget en af tre Novo Nordisk-produkter.
»Helt generelt og uden at gå ind i konkrete sager, så kan loven godt give patienter ret til erstatning for synstab, selv om synstabet ikke haft betydning for deres indkomst,« siger Karen-Inger Bast, som er direktør for Patienterstatningen, og tilføjer:
»Man kan blandt andet få godtgørelse for varigt mén. Loven giver også mulighed for erstatning for erhvervsevnetab, selvom man evt. var arbejdsløs på det tidspunkt, hvor skaden blev påført.«
Den melding glæder Thomas Eriksen.
»Jeg har fået at vide, at det er et varigt mén, at mit syn er sløret på højre øje, så det er positivt, at der kan gives erstatning, selvom man ikke var i arbejde, da sygdommen ramte,« siger han.
Karen-Inger Bast gør dog også opmærksom på, at erstatningen ikke er sikker endnu.
»Vi skal også vurdere, om der kan være andre årsager til, at patienterne ikke længere kan arbejde, som ikke har noget med skaden at gøre. Det er vigtigt at huske, at der er tale om individuelle vurderinger,« siger hun og fortsætter:
»Det gælder også, når vi i konkrete sager skal vurdere, om en patient har fået NAION af enten Ozempic eller Wegovy.«
Det forventes at være i august, hvor Patienterstatningen behandler de foreløbigt 27 indberetninger.
Novo Nordisk mener ikke, at der er sammenhæng mellem NAION og de tre storsællerter, men medicinalgiganten vil gerne samarbejde med Det Europæiske Lægemiddelagentur om at opdatere produktinformationen. Læs mere HER.