»Hvis man kigger på alt det, jeg er gået igennem de seneste syv år, skulle jeg aldrig have været en del af endnu et olympisk hold,« siger stjernen og bryder ud i gråd.

Ordene kommer fra Simone Biles, som vakte stor opsigt, da hun valgte at trække sig fra flere discipliner ved OL i Tokyo, fordi hun kæmpede med mentale problemer.

I et længere interview med New York Magazines The Cut sætter den 24-årige gymnast ord på den krise, hun er gået igennem.

Og stadig befinder sig i.

Simone Biles var på talerstolen under retssagen mod Larry Nassar.
Simone Biles var på talerstolen under retssagen mod Larry Nassar. Anna Moneymaker

Op til OL begyndte hun at føle sig mere og mere utilpas, da hun blev bevidst om det mentale pres, hun ville lide under. Især når der ingen opbakning i hallen var fra venner eller familien, da tilskuere var udelukket på grund af coronakrisen.

Men det var først til OL-konkurrencen med USAs kvindehold i finalen, at det gik op for hende, at den var gal. Rigtig gal.

Hun blev ramt af såkaldte twisties, som er et fænomen, hvor en forbindelsen mellem en atlets bevidsthed og krop bliver kappet.

»Det er mere eller mindre liv eller død. Det er et mirakel, at jeg landede på mine fødder. Havde det været nogen anden, var de blevet taget væk på en båre. Så snart jeg landede, sagde jeg til min træner, at jeg ikke kunne fortsætte,« siger Simone Biles.

Simone Biles trak sig fra flere discipliner ved OL i Tokyo.
Simone Biles trak sig fra flere discipliner ved OL i Tokyo. LOIC VENANCE

Gymnasten har tidligere fortalt, at hun var en af de mere end 200 ofre, som blev seksuelt misbrugt af holdlederen Larry Nassar. For nylig vidnede hun også i det amerikanske senat, da sagen blev taget op.

Biles fortalte ingen andre om misbruget i mere end to år, men siger nu, at det har taget hårdt på hende at se Larry Nassars navn overalt i medierne i flere år grundet sagen.

»Jeg skulle være stoppet længe før Tokyo, da Larry Nassar var i medierne i to år. Det var for meget,« fortæller Biles.

»Men jeg ville ikke lade ham tage noget fra mig, som jeg har arbejdet for, siden jeg var seks år gammel. Jeg ville ikke lade ham tage den glæde væk fra mig.«

Du kan læse mere fra Biles og de andre stjerners udsagn i senatet lige her.