Det varer lidt endnu, før danske tv-seere kan se den tidligere svømmer Rikke Møller Pedersen levere dagens sportsnyheder på TV 2 igen.

Da hun stoppede karrieren tilbage i 2019, blev hun ansat som vært på sportsnyhederne, men i øjeblikket er det seerne hos TV 2 Fyn, der kan nyde godt af Pedersens arbejde, hvor hun på sin Instagram allerede har delt sin hverdag i marken.

Det er dog kun på lånt tid, lyder det.

'Jeg er 'bare' udlån til 1. april for at udvikle mig fagligt', skriver hun i en sms til B.T.

Den 32-årige tv-vært er netop vendt retur til arbejdet efter at have været på barsel. I marts fødte hun datteren Philippa, som hun har sammen med sin kæreste, sejleren Nicolai Sehested.

Hun har siden 1. juni 2019 været ansat på TV 2 Sporten - og det var et tilbud, der overraskede hende efter karrierestoppet, har hun tidligere fortalt B.T.

»Jeg var selvfølgelig vildt glad og overrasket. Men jeg ville også gerne føle, at jeg kunne bidrage med noget og samtidig føle, jeg kunne blive god til det. For jeg er en person, der går 100 procent ind i tingene. Men det føler jeg heldigvis nu,« lød det fra Møller Pedersen.

Bag sig har hun en stor svømmekarriere, der bød på hele 27 medaljer. Heriblandt VM - og EM-guld samt en bronzemedalje ved OL i Rio i 4x100 meter medley. Desuden var hun indehaver af verdensrekorden på 200 meter brystsvømning i hele otte år, inden den blev slået i år.