Den legendariske NBA-ekspert og tidligere stjernespiller Charles Barkley er havnet i et regulært stormvejr.
For efter at have ytret en nedladende kommentar om kvinder på direkte tv, er folk gået noget nær amok over den 58-årige basketball-legende.
Det skriver det amerikanske medie New York Post.
Helt konkret skulle Barkley have rettet en direkte sviner mod kvinderne i staten Georgia i programmet 'Inside the NBA' natten til fredag.

»Georgia Universitet er den eneste skole, hvor de rent faktisk har navngivet deres maskot efter deres kvinder hernede,« lød det fra TNT-eksperten, der sammenlignede kvindernes udseende i staten med en bulldog.
Barkleys medværter blev ifølge mediet forargede over kommentaren, og en chokeret Ernie Sanders havde da også svært ved at finde et modsvar til den tidligere Suns-legende.
»Det dér er ikke acceptabelt. Jeg gider ikke engang at værdige det med en kommentar,« lød det fra værten umiddelbart efter udbruddet.
Den nedladende kommentar chokedere dog ikke kun medværterne, for hjemme i de amerikanske stuer røg flere NBA-fans da også lynhurtigt op af stolen og til tasterne. Du kan se et udpluk af de mange vrede kommentarer på Twitter herunder:
'Han har været heldig indtil videre, men det vil snart løbe ud i sandet.'
'Hvad fanden er der galt med ham?'
'Tror Barkley selv, han er en flot fyr?'
'Og det kommer fra manden, der altid lyder, som om han har munden fuld af spyt.'
'Hvorfor har de ikke fjernet ham endnu?'
'Det skal han ALDRIG kalde nogle kvinder.'
Det er ikke første gang, at Charles Barkley er havnet i modvind for sit sprogbrug.
I 2014 blev han ligeledes lagt for had, da han dengang kom med nedladende kommentarer om kvinderne i San Antonio, Texas.