TV 2-værten Stine Bjerre Mortensen jubler. Ja, faktisk er hun både rørt og stolt.

For efter et skadesmareridt uden lige og en voldsom genoptræning kunne tv-værtens mand, håndboldspilleren Casper U. Mortensen, lørdag gøre comeback for FC Barcelona efter en alvorlig knæskade.

Noget, der efterfølgende har fået 39-årige Stine Bjerre Mortensen til tasterne, hvor hun har lavet et rørende opslag på Instagram.

'Smilet efter et stærkt comeback er helt uvurderligt,' indleder hun opslaget, hvor hun har delt et billede af landsholdsfløjen i Barcelona-trøjen, hvorefter hun tilføjer:

'For 5,5 måned siden blev du endnu en gang sendt til tælling. Det gjorde ondt, men du rejste dig og knoklede røven ud af bukserne. Igen.'

Som hustru til den 31-årige Barcelona-stjerne har hun set den mentale kamp, danskeren har måttet gennemgå under genoptræningen for at nå frem til et comeback på håndboldbanen.

'Din mentale styrke er unik, og jeg er så stolt og rørt over at se dig være tilbage. Du fortjener det,' skriver hun videre i opslaget.

Casper U. Mortensen, der kan skrive verdensmester og olympisk mester på c.v.'et, blev knæskadet i en ligakamp i november.

Lørdag gjorde han så endelig comeback for FC Barcelona, da den catalanske håndboldgigant vandt med 39-22 ude over Villa de Aranda.

Sejren var Barcelonas sejr nummer 29 ud af 29 mulige i Liga Asobal i denne sæson.