Foråret har været noget af en prøvelse for den legendariske cykelstemme Jørgen Leth.

En smertefuld rygskade sendte ham akut på hospitalet, og coronavirussens jerngreb om Europa har ødelagt hans sociale liv i vinterresidensen på Mallorca.

Men et særligt sted har tilværelsen aldrig været sødere – de danske cykelryttere har uge efter uge fremkaldt et saligt på smil på den aldrende poets læber.

»Vi er forkælede. Sådan følte vi det også i midten af 1990erne – men i dag er det endnu vildere. Hver gang man tænder for fjernsynet eller lukker avisen op, ser man en ny dansker, der har gjort sig bemærket. Der er en utrolig udbredelse,« siger Jørgen Leth.

Jørgen Leth er fredag blevet vaccineret mod coronavirus.
Jørgen Leth er fredag blevet vaccineret mod coronavirus. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Knap nok er foråret ankommet, men alligevel har et bredt udsnit af de danske cykelryttere allerede kørt 12 sejre hjem. En enestående præstation, bemærker Leth.

»Der er ikke noget held i det. Det er simpelthen en god generation. Det er dejligt og skønt at se. Jeg ved ikke, hvad forklaringen er, men det er helt fantastisk, at danskerne er så dygtige. For nogle år siden skulle alle hold have en colombiansk rytter. Nu skal man have en dansker,« siger Jørgen Leth.

Mest begejstret var filmskaberen over Kasper Asgreens magtdemonstration i monumentet Flandern Rundt, hvor han satte verdens allerbedste ryttere til vægs i begyndelsen af april.

Men det er bredden, der imponerer Jørgen Leth allermest:

»Det er især Kasper Asgreen, der træder frem,« siger Jørgen Leth om danskernes flotte sæson. Koldingenseren vandt Flandern Rundt den 4. april.
»Det er især Kasper Asgreen, der træder frem,« siger Jørgen Leth om danskernes flotte sæson. Koldingenseren vandt Flandern Rundt den 4. april. Foto: DAVID PINTENS
Vis mere

»Det er især Kasper Asgreen, der træder frem. Og så Søren Kragh Andersen og Jonas Vingegaard efterfølgende. Men der er mange andre. Michael Mørkøv laver sit arbejde på den mest forbilledlige måde. Der er mange at glæde sig over. I flere aldre.«

Jørgen Leth har fulgt triumferne tæt fra sin bopæl på Mallorca. Tilbragt timer foran fjernsynet og set dramaet udspille sig. Det minder ham om de gode tider i 1990erne.

»Jeg sammenligner det med den gyldne generation. Jesper Skibby. Bo Hamburger. Bjarne Riis. Rolf Sørensen. Det begyndte i 1993 og fortsatte i de efterfølgende år. Det var jo også stort. Men det her er bredere. Det er det forbløffende ved det. Hvordan kan det ske?« spørger Jørgen Leth og filosoferer over succesen.

»Er det noget fysiologisk? Jeg kan ikke forstå det. I starten af 1990erne var der masser af etapesejre. Sandheden er, at der er en hel bræmme af talent af danske ryttere. Det er forbløffende. Man får næsten et nyt navn hver dag. For en måned siden havde jeg knap nok hørt om Jonas Vingegaard eller Mikkel Frølich Honoré.«

Jonas Vingegaard har for alvor trådt frem i denne sæson. Der er allerede tre sejre på cv'et.
Jonas Vingegaard har for alvor trådt frem i denne sæson. Der er allerede tre sejre på cv'et. Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

Hvad er forklaringen så på den vilde danskersucces? Sejrene smitter, bemærker Leth, men der er mere i det. Digteren kredser om svaret og giver to bud.

For det første glæder han sig over, at danskerne er smurt ud over alle feltets cykelhold og ikke centreret om et dansk mandskab, hvor de skal agere hjælperyttere for udenlandske kaptajner.

Det giver større mulighed for selv at jagte succesen.

»Jeg er tilhænger af, at danskerne er spredt på holdene. Ikke tilhænger af et dansk hold. Det er meget bedre, at de er spredt – det kan jeg meget bedre lide. Det er noget pjat med et nationalt hold.«

Jørgen Leth har opholdt sig i karantæne på hotel i København, men er nu klar til at træde ud i foråret.
Jørgen Leth har opholdt sig i karantæne på hotel i København, men er nu klar til at træde ud i foråret.
Vis mere

Samtidig er den legendariske tv-stemme ikke bleg for selv at tage en lille flig af æren. Sammen med makkeren Jørn Mader var han med til at så frøene for en ny generation af cykelryttere med udbredelsen af Tour de France på dansk tv.

»Vi var impliceret i den opbygning. Der var ingen danske ryttere, da vi begyndte at sende. Vi solgte Tour de France på, at løbet var stjernen. Senere fik vi den gave, at den gyldne generation brød igennem. Det skal TV 2 også have ros for. De satsede på løbet selv.«

Nu barsler Jørgen Leth sammen med Jørn Mader på en bog, der skal forklare om den tid og succes, de var med til at skabe.

Det bliver også anerkendt fra rytterne selv, forklarer Jørgen Leth:

Jørgen Leth sammenligner nutidens jubeltid med 1990'ernes gyldne generation. Her Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Brian Holm, Jesper Skibby og Lars Michaelsen ved OL i 1996.
Jørgen Leth sammenligner nutidens jubeltid med 1990'ernes gyldne generation. Her Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Brian Holm, Jesper Skibby og Lars Michaelsen ved OL i 1996. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

»Jeg blev meget glad, da Kasper Asgreen i et stort interview i L'Equipe sagde, at han er inspireret af mine film. Det siger han tydeligt. Så bliver jeg glad. Det glæder mig også, at rytterne har en motivation, der baserer sig på at værdsætte gamle præstationer. Det kan jeg godt lide.«

I en stort opsat hyldestartikel efter triumfen i Flandern Rundt forklarede Kasper Asgreen om sit særlige forhold til kult-cykelfilmen 'En forårsdag i helvede', hvor Jørgen Leth i 1976 portrætterede støvhelvedet i Paris-Roubaix.

En tid med store personligheder i cykelsporten. De er der heldigvis stadig, slår Jørgen Leth fast, inden han sender de danske stjerner en hyldest.

»Jeg oplever deres motivation som det særlige. De har modet, der skal til. De spiller en rolle, de har ambitioner. Det er skønt. Det er fantastisk. Vidunderlige ryttere,« siger Leth og fortsætter:

Jørgen Leth er tilbage i København efter en vinter i det spanske.
Jørgen Leth er tilbage i København efter en vinter i det spanske. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Søren Kragh Andersen er en enestående rytter. Han laver noget, alle gerne vil se. Hans to sejre i Tour de France var spektakulære. Og Mads Pedersen er en rigtig, rigtig stor rytter. Jeg forventer flere sejre.«

Først og fremmest tænker Jørgen Leth på favoritløbet Paris-Roubaix. Coronavirussen har stukket en kæp i løbet på den franske forårsperle.

2020-udgaven blev aflyst, og årets løb er udskudt til efteråret. Men vi kan glæde os til danske hovedroller i dramaet, lover Jørgen Leth:

»Jeg tror på Mads Pedersen og Kasper Asgreen. De kan rigtig godt lide Paris-Roubaix. Det lover godt. Vi kan glæde os til det fremover. De passer fysisk og i kørestil ret godt til Paris-Roubaix. Når de begge elsker det løb, så er det næsten et løfte om, at de vil lave noget der.«

Jakob Fuglsang har rundet de 36 år, men Jørgen Leth har stadig store forventninger til Astana-kaptajnen. Særligt søndag.
Jakob Fuglsang har rundet de 36 år, men Jørgen Leth har stadig store forventninger til Astana-kaptajnen. Særligt søndag. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Allerede søndag venter et andet monument, når Liège-Bastogne-Liège runder den legendariske Ardenner-uge af.

Her tror Jørgen Leth på en af de mest erfarne danske ryttere:

»Jeg tænker mest på Jakob Fuglsang. Måske Jonas Vingegaard. Det er et meget specielt løb. Det er den erfarne Fuglsang, der kan gøre det. Jeg har meget respekt for Fuglsangs måde at klare sin karriere på. En vis beskedenhed. Han har endelig fået opfyldt sine drømme,« siger han og fortsætter:

»Han var med i den sidste udskilning i Flèche Wallone. Han er ved at være der. Man har selvfølgelig ikke så store forventninger som tidligere, men han er ved at finde sig selv.«

Følg dramaet i Liège-Bastogne-Liège hele søndag på bt.dk – og få dommen over danskerne efter monumentet