Han var tilbage på sin gamle scene – Jens Stage på The Big Stage.

De piftede og sang smædesange ad ham, men det blev den tidligere AGFers aften i Aarhus. To gange steg han til vejrs i feltet, den ene gang med et oplæg til Jonas Winds 1-0-mål og næste gang med sit eget mål til 2-1.

Casper Højer nåede derimellem at banke en frisparkskasse ind bag Sten Michael Grytebusts brede mur, men det blev til en FC København-sejr i Aarhus. Og med masser af drama i de allersidste minutter og sekunder, hvor AGF tilmed bragede bolden på overliggerne.

FC København red stormen af og tager tre point med hjem til København og er dermed tre point foran AGF.

Sikke en smerte at tilføje andre – et fælles-los i kuglerne på 8.000 gamle venner. Et oplæg først og så et mål. Sejrsmålet. Jens Stage mosede rundt på den bane i Aarhus, som han har gjort så mange gange før. Denne gang var det bare i en trøje, som AGF-fansene ikke kan holde ud at se ham i. Men Stage var ligeglad og ødelagde aftenen for aarhusianerne ved at være så afgørende.

Karakter: 5

Han er en finurlig spiller, når det lykkes. Med fodsålsrul og gode pasninger. Men søndag aften lignede Patrick Olsen mere en corona-poder på ti timers-vagt en fredag i storbyen. Han farede rundt på den centrale midtbane for at fange noget og gøre noget. Men for ofte endte det i ingenting for den centrale midtbanespiller.

Karakter: 2

AGF
Kamil Grabara 4
Kevin Diks (ud: 83.) 3
Sebastian Hausner 3
Jesper Juelsgård 4
Casper Højer 5
Nicolai Poulsen (ud: 62.) 3
Bror Blume 3
Patrick Olsen (ud: 72.) 2
Jon Dagur Thorsteinsson (ud: 62.) 3
Albert Grønbæk (ud: 83.) 2
Alexander Ammitzbøll 3
Snit: 3,2
---
Benjamin Hvidt (ind: 62.) 3
Gift Links (ind: 62.) 4
Bubacarr Sanneh (ind: 72.) UB
Alexander Munksgaard (ind: 83.) UB
Zach Duncan (ind: 83.) UB

FC København
Sten Michael Grytebust 3
Peter Ankersen 3
Mathias 'Zanka' Jørgensen 3
Victor Nelsson 4
Victor Kristiansen 4
Carlos Zeca 4
Lukas Lerager 5
Jens Stage 5
Mohamed Daramy (ud: 42.) 3
Jonas Wind (ud: 89.) 4
Kamil Wilczek (ud: 72.) 2
Snit: 3,6
---
Viktor Fischer (ind: 42.) 2
Mikkel Kaufmann (ind: 72.) UB
Marios Oikonomou (ind: 89.) UB

»Højer', vildere«, som en af byens egne børn, Morten Breum, engang samlede aarhusianerne på dansegulvet til. Nu samler københavneren Casper Højer dem i stedet i taktfaste klapsalver, når han banker frisparksperler ind. Hvor må det være fedt at sidde som fan og tænke, at der faktisk er en rigtig god chance for mål, hver gang der er frispark uden for feltet. Et mål og et ekstremt kompetent forsøg blev det til.

Voldsomt drama til sidst. Viktor Fischer lagde sig efter en tackling i de døende sekunder, og så blev han ellers trukket op i trøjen af AGF-målmanden Kamil Grabara. Den var ikke efter bogen af den polske målmand. Og så blev der ellers skubbet, puffet og flået i en kæmpe dynge af spillere. Og så kom Jess Thorup endda også i spil kort efter, da han råbte til sin egen mand i boksen. En vanvittig afslutning på en helt sindssygt intens kamp.

Det var en fight af de helt store i Aarhus. Drama, helte, antihelte og knald på lægterne! FCK-sejren luner lige så meget i københavner-lejren, som den smerter hos AGFerne. Men trods pointplus og -tab var det ikke en kamp, der gav et klart signal om, hvem af de to hold der kommer til at løbe med tredjepladsen. Der vil blive kamp om den placering til det sidste, og de næste kampe vil vise, om de to hold snart kan finde et momentum frem for den nuværende lidt slingrende kurs.