Basketballstjernen Kevin Durant er en af de fire Brooklyn Nets-spillere, der er smittet med coronavirus.

Han slår dog fast, at han ingen symptomer har og ellers har det godt, ligesom tre andre har det på samme måde.

Det bekræfter han selv over for The Athletic.

»Alle må være forsigtige, passe på sig selv og passe på karantænereglerne. Vi kommer igennem dette,« siger han til mediet.

En enkelt spiller har dog udvist symptomer, men Brooklyn Nets har ikke sat navn på, hvem de tre øvrige spillere er.

31-årige Kevin Durant kom til Brooklyn sidste sommer efter tre sæsoner hos Golden State Warriors, hvor han var med til at vinde to NBA-titler.

Han har ti gange været på NBAs all star-hold og har også to OL-guldmedaljer på sit cv.

Dermed tilslutter Kevin Durant sig de NBA-spillere, der er blevet testet positive.

I forvejen er Utah Jazz' Rudy Gobert og Donovan Mitchell smittet, ligesom Christian Wood fra Detroit Pistons også er.

Førstnævnte blev udsat for massiv kritik, efter han på en video kunne ses røre ved en helt masse mikrofoner efter et pressemøde.

Det skulle ses som en joke på netop coronavirus, men det kom han sidenhen til at fortryde, da han kort tid efter blev testet positiv.

Han har efterfølgende undskyldt og forklaret, at han fortryder, at han ikke tog sygdommen mere seriøst.

NBA-sæsonen er i øjeblikket suspenderet som følge af spredningen af coronavirus i USA