En kæmpe milliardhandel i den bedste amerikanske basketballrække, NBA, kan meget vel snart blive en realitet.

For den tidligere baseballstjerne Alex Rodriguez har nemlig store planer om at købe NBA-holdet Minnesota Timberwolves.

Det skriver flere amerikanske medier – heriblandt New York Times.

Faktisk er planerne så fremskredne, at den tidligere Yankees-stjerne – sammen med forretningsmanden Marc Lore – har lagt et gigantisk bud på bordet hos holdets nuværende ejer, Glen Taylor.

Alex Rodriguez inden sin sidste kamp for New York Yankees i 2016.
Alex Rodriguez inden sin sidste kamp for New York Yankees i 2016. Foto: Anthony Gruppuso
Vis mere

Helt konkret skulle de to rigmænd havde budt 9,3 milliarder kroner for at få drømmen om at eje et sportshold opfyldt.

Ifølge amerikanske medier er der allerede indgået en aftale om købet, og parterne har nu 30 dage til at få milliardhandlen helt i mål.

»Vi ser frem til at gå i gang med processen nu, og vi har dyb respekt for ham (Glen Taylor, red.), hans eftermæle og det, han har bygget op. Vi ser frem til at lære hele Timberwolves-organisationen at kende,« lyder det fra de to formodede kommende ejere i en officiel udtalelse.

Det er ikke første gang, at Alex Rodriguez prøver at få ejerskab over et amerikansk storhold.

Alex Rodriguez er forlovet med den amerikanske skuespiller og sangerinde, Jennifer Lopez.
Alex Rodriguez er forlovet med den amerikanske skuespiller og sangerinde, Jennifer Lopez. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

Sidste år forsøgte han nemlig at købe baseballholdet New York Mets sammen med sin forlovede, superstjernen Jennifer Lopez.

Det lykkedes dog ikke for ét af Hollywoods største stjernepar at overtage storholdet, da milliardhandlen dengang gik til forretningsmanden Steve Cohen.

Rodriguez og Lore kommer ifølge planen til at have et ligeligt fordelt ejerskab over Minnesota Timberwolves, men det kommer dog først til at ske i 2023, når Glen Taylor er helt ude af ejerskabet.

De to rigmænd bliver ligeledes ejere af Minnesota Lynx, der et basketballhold i i kvindernes bedste amerikanske rækker, WNBA.