Det var en vred José Mourinho, der mødte pressen efter nederlaget til Manchester United.

»Jeg synes, det er meget, meget trist, at I ikke spørger mig ind til det. Det er trist, at I ikke har nok moral til at behandle mig, som I behandler andre,« lød det fra portugiseren til de fremmødte journalister søndag aften på pressemødet

Helt konkret refererede han til et mindre drama, der udspillede sig i opgøret mod De Røde Djævle.

Her blev VAR nemlig endnu en gang centrum for stor debat, da det omdiskuterede system underkendte en United-føring i første halvleg ved stillingen 0-0, hvor Cavani ellers bankede bolden i kassen.

Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Inden da blev Tottenhams Son Heung-min dog liggende i græsset, og tv-billeder afslørede, at Uniteds Scott McTominay havde plantet en hånd direkte i ansigtet på den sydkoreanske stjernespiller.

Dommer Chris Kavanagh valgte derfor efter længere tid at underkende målet og i stedet dømme frispark.

Noget, der fik Ole Gunnar Solskjær op i det røde felt på sidelinjen. Han var nemlig ikke tilfreds med den måde, som Son smed sig på i situationen.

»Hvis min søn lagde sig ned i tre minutter og fik ti af sine kammerater til at hjælpe ham … så ville han ikke få noget mad,« forklarede den norske manager efter kampen til engelske Sky Sports.

Foto: CLIVE ROSE
Vis mere

Og det er netop den kommentar, der har gjort José Mourinho rasende.

»Sonny (Son Heung-min, red.) er meget heldig, at hans far er en bedre person end Ole, fordi en far skal altid give sine børn mad – uanset hvad de gør,« lød det fra Mourinho.

Efter VAR-episoden bragte selvsamme Son Tottenham foran med 1-0.

I anden halvleg formåede Mourinhos mandskab dog ikke at holde Manchester United fra at score, da både Fred, Cavani og Greenwood sørgede for en 3-1-sejr til United.