Skakstjernen Alexandra Botez er havnet i et massivt stormvejr.

Det skyldes, at hun kom med en meget uheldig kommentar tidligere på ugen på den populære streamingtjeneste Twitch.

»Vi er i Dubai, og jeg vil ikke sige noget særligt om det her land. Det generer mig dog, når folk fra industrialiserede lande ser ned på udviklingslande,« sagde hun og fortsatte:

»Det gør folk, selvom udviklingslande bare gør, hvad industrialiserede lande gjorde i begyndelsen.«

Og det har fået flere brugere på Twitter op i det røde felt, fordi Alexandra Botez henviser direkte til menneskerettighedskrænkelser. Det skriver Dagbladet.

'Hallo! Forsvarede hun lige slaveri i Dubai?' er der eksempelvis en, der skriver, mens en anden kalder kommentaren decideret pinlig.

Skakstjernen forsøgte at forklare sig ud af situationen, men endte med at måtte afbryde sig selv.

»Det er ikke sådan, at andre lande gjorde det, og så må vi også. Det er en længere diskussion, som vi ikke kan …«

Kort efter blev den direkte udsendelse fra VM i skak i Dubai afbrudt. Alexandra Botez er blevet kendt på Twitch, hvor hun spiller skak sammen med Andrea Botez, som er hendes søster.

De var i Dubai for at følge VM-finalen mellem Magnus Carlsen og Jan Nepomnyashchij.