Kasper Hjulmand skal opereres.
Det afslørede den 49-årige landstræner onsdag aften i Operaen til TV 2s store show 'De største øjeblikke'. Her ankom han på krykker og afslørede, at hans akillessene var sprængt.
»Ja, jeg spillede lidt for meget badminton. Jeg har sprunget min akillesene. Så jeg skal opereres i morgen,« sagde han til B.T.
Skaden skete, da han spillede badminton med gutterne.
»Jeg ved ikke, hvorfor det gik fra, at vi bare stod og slog lidt til, at vi blev rimelig kompetetive og troede, vi var var 20 år gamle igen,« sagde han og tilføjede:
»Det var en klassisk skade for sådan en i min alder, der tror, han spiller som en 20-årig.«
Nu venter nogle lange uger for ham, hvor han ikke er meget værd.
»Det er noget med tre uger i gips, og så kommer der en skinne på bagefter. Et bump på vejen,« sagde han.
Personligt var det ikke så svært for ham at opsummere hans største øjeblik i 2021.
»Det har været eventyrligt. Da EM var slut var vi lidt i tvivl, om det var EM-feber eller fodboldfeber, og da vi i efteråret igen kom ind i Parken fandt vi ud af, at der var fodboldfeber. Det har været kæmpestort at mærke,« sagde Kasper Hjulmand på den røde løber.