Mandag var alt andet end en normal dag i Deerfield Beach, som ligger i den sydvestlige del af Florida i USA.

Her løb Malik McDowell nemlig først nøgen rundt på gaden, hvorefter han blev anholdt, fordi han havde angrebet en politibetjent.

Men den 25-årige NFL-stjerne kan ikke fortælle omverdenen om den meget uheldige episode. Det skriver Aftonbladet.

Det skyldes, at det er kommet frem, at Malik McDowell ikke kan huske noget. Og det kan der være en meget klar årsag til.

Det fortæller Cleveland Browns-spillerens tidligere træner Reggie Wynns i et interview.

»Han siger, at han ikke husker noget. Han var meget følelsesladet, da jeg talte med ham. Måske har nogen bedøvet ham,« siger han og fortsætter:

»Jeg håber virkelig, at de tester ham, og det viser sig, at han er blevet bedøvet, så vi får en forklaring på det her. Det er virkelig ikke ham. Det er ikke normal adfærd. Hvem går fra at være en civiliseret borger i Cleveland til at løbe nøgen rundt på gaden en mandag?«

Hovedpersonen har endnu ikke kommenteret på situationen. Cleveland Browns har også været tavse og kun sagt, at de kender til mandagens hændelse.

Ifølge det svenske medie er det dog ikke første gang, at den amerikanske NFL-stjerne er på kant med loven.

Malik McDowell er således tidligere blevet dømt for både biltyveri og spirituskørsel.