Lilly Becker er klar til at fortælle om sit kuldsejlede ægteskab med Boris Becker.
»Smerten er stor, og det gør så utroligt ondt,« siger Lilly Becker i et interview med Stern.
»Men ikke fordi det har været offentligt kendt i nogle dage. Det er allerede slut, og det er udelukkende af den grund, at jeg er i stand til at tale om det.«
Skilsmissen ramte mediernes forsider for en uge siden, da Boris Beckers advokat meddelte, at ægteskabet med Lilly Becker var ovre efter ni år.
Interviewet med Stern blev gennemført i søndags i London-bydelen Wimbledon, hvor familien indtil for nyligt har boet sammen.
Boris og Lilly Becker mødte hinanden for 13 år siden, og de har sammen den 8-årige søn, Amadeus.

Nu er det definitivt slut, selv om parret i det seneste stykke tid har gået i terapi - også på grund af den store konkurssag, som Boris Becker har været ramt af i cirka et års tid.
»Skilsmisse er den eneste løsning,« siger Lilly Becker, der offentligt gik i forsvar for Boris Becker, efter at skilsmissen blev kendt.
Hun vil ikke komme ind på, om det var den ene eller anden, der ønskede en skilsmisse.
»Der spiller overhovedte ikke nogen rolle. Der findes ikke bare én grund til, at vi skal skilles. Vi har altid været meget lidenskabelige: I forhold til livet, til kærligheden, til sex og i skænderierne,« siger Lilly Becker, der tidligere har fortalt, hvordan hendes liv tog en dramatisk drejning på grund af historierne om, at Boris Becker havde mistet sin formue.
Boris Becker er i øjeblikket i Paris, hvor han kommenterer French Open for tysk tv, mens Lilly Becker forbereder sig til et nyt liv som single.
»Jeg begynder på et nyt kapitel i mit liv. Jeg har egne ideer, som jeg vil prøve af. Og så vil jeg se nærmere på de projekter, som måtte dukke op,« siger hun.