Tennislegenden Boris Becker er blevet erklæret konkurs. Det bekræfter flere engelske medier.

Ifølge blandt andre The Telegraph og Daily Mail er den tidligere tyske tennisspiller blevet erklæret konkurs ved retten i London, der vurderede, at Becker ikke var i stand til at betale sin 'væsentlige' gæld.

Hvor meget gæld, Becker egentlig har opbygget, er uvist. Tyskerens advokater fortalte i retten, at man ville forsøge at rejse kapital ved at sælge Beckers ejendom i Spanien for at dække noget af gælden.

Ved salget af ejendommen håbede Becker at få 6 millioner euro (44 millioner danske kroner, red.) at gøre godt med,  og derfor bad hans advokater retten om at udsætte sagen i 28 dage. Havde Becker fået godkendt handel, ville han indfri noget af sin gæld, og herefter ville han koncentrere sig om at betale sin engelske bankgæld tilbage. Men den plan godtog retten ikke.

Dommer Christine Berett, der ifølge avisen mindes at have set Becker spille på Centre Court ved Wimbledon, udtalte, at hun 'desværre' måtte konkludere, at der ikke var nogen beviser for, at Becker ville være i stand til at betale sin gæld.

Hernæst erklærede hun Becker, der ikke selv var til stede i retten, konkurs. Dommeren godtog ikke forklaringen om, at Becker nu vil tage hul på tilbagebetalingen af sin gæld.

»Det skulle han have tænkt på for længst. Man får indtrykket af en mand, der hellere vil begrave sit hoved i sandet,« sagde dommeren om Beckers ageren. Undervejs indrømmede Beckers forsvarsadvokat John Briggs, at Becker har haft svært med at få sine penge til at slå til.

»Han er ikke sofistikeret, når det kommer til økonomi«, lød det fra Briggs.

Det var den engelske investeringsbank Arbuthnot Latham, der havde stævnet Becker. Banken specialiserer sig i kommercielle løn og investeringer.

Efter karrieren har Becker blandt andet været træner for tennisspilleren Novak Djokovic, mens han den seneste tid har ernæret sig som tenniskommentator. Men trods det nye job troede retten ikke på, at det ville skaffe den fornødne kapital til at kunne tilbagebetale gælden.

Boris Becker vandt seks Grand Slams i sin karriere - heraf tre Wimbledon-titler i 1985, 1986 og 1989. Han var blot 17 år gammel, da han vandt i 1985.