Rebecca Laudrup, datter af Siw og Michael Laudrup, er lørdag eftermiddag blevet viet til den 29-årige Frederik Svejborg.

Men under vielsen tog den 25-årige brud og hendes mand, som arbejder i shippingbranchen, fusen på alt og alle.

Så grundigt at de 100 indbudte gæster var tæt på at tabe både næse og mund ved brylluppet i slotskirken på Holckenhavn Slot ved Nyborg.

Eller næsten alle. En lille indviet kreds bestående af Michael og Siw Laudrup og Frederik Svejborgs forældre havde nemlig i flere år holdt godt på en hemmelighed.

Rebecca Laudrup og Frederik Svejborg blev i al hemmelighed gift for to år siden.
Rebecca Laudrup og Frederik Svejborg blev i al hemmelighed gift for to år siden. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

En hemmelighed, der først blev afsløret i det store øjeblik foran præsten, efter at Michael Laudrup havde ført sin datter op ad kirkegulvet.

Det var nemlig ikke første gang, at det unge par sagde ja til hinanden. Allerede for flere år siden fik de papir på deres kærlighed.

»Vi blev gift hjemme hos min mor og far i lejligheden i København for to år siden,« afslørede en smilende og glad Rebecca Laudrup lige efter ceremonien i slotskirken.

Dengang stod parret for at skulle flytte til Hongkong, og ville sikre hinanden inden afrejsen.

Michael og Siw Laudrup var godt tilfredse efter, datteren Rebecca og svigersønnen Frederiks ægteskab var blev velsignet.
Michael og Siw Laudrup var godt tilfredse efter, datteren Rebecca og svigersønnen Frederiks ægteskab var blev velsignet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Der kom en foged hjem, og så blev vi viet på stuegulvet. I dag har vi fået velsignelsen.«

»Alle sad bare sådan: What? De kunne slet kke forstå det,« grinede Rebecca Laudrup sammen med sin mand Frederik Svejborg.

»Nu er vi blevet gift både hjemme hos Rebecca og her, hvor jeg kommer fra. Det er fantastisk,« lød det fra den smilende brudgom, som er fynbo og selv opvokset i Nyborg tæt på Holckenhavn.

Siw og Michael Laudrup var glade og stolte over deres datter. På spørgsmålet om, hvordan det var at føre sin datter op ad kirkegulvet, sagde Michael Laudrup:

De stolte og glade forældre efter velsignelsen på Holckenhavn Slot på Fyn.
De stolte og glade forældre efter velsignelsen på Holckenhavn Slot på Fyn. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er unikt. Specielt når man kun har én datter, det kommer jo ikke til at ske igen.«

Der var dog en lille udfordring i den meget lille slotskirke.

»Normalt kan man - går jeg ud fra - tage nogle rimeligt normale skridt. Men her skulle man være forsigtig og tage meget små skridt. Men vi faldt ikke. Og vi trådte ikke i kjolen. Alt gik som det skulle,« lød det med et smil fra den stolte far.

Kort efter stod familien Laudrup i solskinnet udenfor slottet og var klar til fest, taler og dans.

Andre læser også